Værter sniger sig i semifinalen ved afrikanske mesterskaber
Elfenbenskystens Oumar Diakite fejrer sit sejrsmål mod Mali med at smide trøjen. Det udløste den anden advarsel i kampen til Diakite, der derfor er i karantæne i semifinalen mod DR Congo. Foto: Luc Gnago/Reuters
Elfenbenskysten var atter i store problemer, men det lykkedes at slå Mali i kvartfinalen på sene scoringer.
Værterne fra Elfenbenskysten bliver ved med at snige sig videre ved African Cup of Nations.
Lørdag slog ivorianerne i kvartfinalen Mali med 2-1 efter forlænget spilletid og skal nu op imod DR Congo i semifinalen.
Tilskuerne på tribunerne i Bouaké blev endnu en gang sat på store prøvelser af værtsnationens landshold, der på intet tidspunkt har formået at levere en helstøbt indsats foran de håbefulde fans.
Mod Mali så det længe skidt ud. Forsvarsspilleren Odilon Kossounou begik før pausen både straffespark og fik to advarsler, så Elfenbenskysten måtte spille kampen til ende med ti mand.
Det eneste positive for ivorianerne var, at Malis Adama Traoré brændte fra ellevemeterpletten.
Et dominerende Mali-hold så ud til at tage sejren med 20 minutter tilbage af kampen, da indskiftede Nene Dorgeles gjorde det til 1-0 med et drømmehug fra distancen.
I overtiden fik den tidligere FC Nordsjælland-spiller Simon Adingra udlignet til 1-1 efter et energisk løb på tværs af feltet. Bolden landede tilfældigt foran ham, og han sendte opgøret ud i forlænget spilletid.
Her var Sébastien Haller tæt at bringe Elfenbenskysten foran, men angriberens hovedstød ramte overliggeren.
Publikum fik alligevel et sejrsmål at juble over, da Oumar Diakite efter 120 minutters spil med et smart vrik med foden fik dirigeret et skudforsøg over målstregen.
Diakites jubelscene koster ham deltagelsen i semifinalen, da han smed trøjen og modtog sin anden advarsel i kampen. Dermed kan han ikke være med imod DR Congo.
Elfenbenskysten har generelt haft en tumultarisk turnering med skidt spil og flere svipsere.
Ivorianerne vandt blot en enkelt og tabte to kampe i gruppefasen, men gik med lidt held videre til knockoutkampene fra gruppens tredjeplads.
Ledelsen i landets fodboldforbund valgte efter gruppespillet at afskedige den franske træner Jean-Louis Gasset.
I ottendedelsfinalen førte afløseren Emerse Fae værtslandet til en sejr over Senegal efter forlænget spilletid og en straffesparkskonkurrence.
Elfenbenskysten skal i semifinalen op imod DR Congo, mens Nigeria møder Sydafrika, der slog Kap Verde efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker