Valievas mistanke: Må have taget bedstefars hjertemedicin
Kamila Valieva skal i konkurrence igen tirsdag eftermiddag dansk tid. Foto: David G. McIntyre/Ritzau Scanpix
David G. McIntyre/Ritzau Scanpix
Kamila Valieva har muligvis fået ulovligt stof ind i kroppen via sin bedstefars hjertemedicin.
Måske er en uheldig hånd i familiens medicinskab årsag til, at den 15-årige russiske kunstskøjteløber Kamila Valieva 25. december sidste år afgav en dopingprøve, der indeholdt spor af det forbudte stof trimetazidin.
Ifølge formanden for Den Internationale Olympiske Komité IOC's disciplinærinstans, Denis Oswald, er det den forklaring, som Valieva har givet til Den Internationale Sportsdomstol (CAS). CAS skulle vurdere, om hun kunne fortsætte ved vinter-OL i Beijing efter det positive resultat af dopingprøven.
- Hendes argument var, at stoffet kom ind via den hjertemedicin, som hendes bedstefar tager, siger Denis Oswald.
Trimetazidin findes i netop hjertemedicin og i medikamenter mod svimmelhed. Det er på forbudslisten, da det kan øge blodcirkulationen og give bedre udholdenhed.
Svaret på Valievas dopingprøve kom først tirsdag i sidste uge. Dagen forinden havde hun vundet OL-guld i holdkonkurrencen. Efter prøvesvaret blev hun suspenderet af Ruslands Antidopingagentur (Rusada), men dagen efter blev suspenderingen ophævet.
Mandag i denne uge afgjorde sportsdomstolen CAS, at det var i orden, at suspenderingen var blevet ophævet. Derfor kan Valieva fortsætte med at konkurrere ved vinter-OL.
Her skal hun på mere metaljagt, når kvindernes individuelle konkurrence går i gang tirsdag eftermiddag dansk tid.
IOC oplyser tirsdag, at man stadig afventer svar på Valievas B-prøve. Rusada har ikke villet svare på spørgsmål om, hvorfor B-prøven ikke er blevet analyseret.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned