Valverde snyder Contador for bjergsejr

Alberto Contador fra Team Saxo Bank-Tingkoff Bank lignede en vinder, men på de sidste meter pressede Alejandro Valverde sig foran, og Movistar-rytteren kan dermed notere sig for en fornem sejr på 8. etape af Vuelta a España.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en etape med en afslutning, der var som skabt til løbets bjergspecialister, og det var da også alle favoritterne, der til slut afgjorde sagerne imellem sig.

Da Contador angreb på den sidste kilometer, lignede det en sjælden sejr til Bjarne Riis' hold, men Contadors landsmand Valverde var altså smartere, da det gjaldt.

En gruppe på fire ryttere sad længe i udbrud og havde tre minutters forspring, da rytterne gik ind på den sidste stejle stigning, der afsluttede etapen.

Bagved lurede løbets favoritter, Christopher Froome, Alberto Contador og Alejandro Valverde, i et større felt sammen med førende Joaquin Rodriguez, men det lå i kortene, at der ville blive angrebet på den sidste stigning i Andorra.

Froomes hold, Team Sky, gik frem og satte et højt tempo på de sidste kilometer, da stigningsprocenterne for alvor røg i vejret, og straks kom prominente navne som sidste års Vuelta-vinder Juan José Cobo i problemer og blev smidt af favoritfeltet.

Det var Alejandro Valverde, der angreb først. Movistar-rytteren slap dog aldrig væk, men tempoet gjorde, at Cameron Meyer, den sidste af de fire udbrydere, blev indhentet, og så var afgørelsen en sag mellem de store favoritter til den samlede sejr.

Rodriguez nåede også foran Contador, der endte på tredjepladsen, mens Froome blev nummer fire. I det samlede regnskab er Rodriguez stadig på toppen.

Trods den afsluttende skuffelse var Team Saxo Bank-Tingkoff Banks sportsdirektør Bradley McGee tilfreds med etapen, hvor han hæftede sig ved, at Contador viste stor styrke.

- Valverde og Rodriguez er begge meget eksplosive ryttere med en stærk finish, og da de åbnede for spurten, blev Alberto bogstaveligt talt fanget på målstregen.

- Selvfølgelig havde vi alle da foretrukket etapesejren, men Alberto fik demonstreret, hvor stærk han er, og at han er her for at vinde, siger McGee til holdets hjemmeside.

/ritzau/