Valverde tvivler på at kunne køre løb i 2020
Alejandro Valverde er noteret for 127 sejre i karrieren. (Arkivfoto) Foto: Ander Gillenea/Ritzau Scanpix
Ander Gillenea/Ritzau Scanpix
Cykelstjernen Alejandro Valverde kæmper med motivationen og tvivler på muligheden for at køre løb i år.
Cykelrytterne er forvist til at træne på hometrainers hjemme i stuen, mens udbruddet af coronavirus har sat en stopper for al udendørs aktivitet.
Men selv om det lyder bekvemt, så er det ikke den spanske ex-verdensmester Alejandro Valverdes kop te.
Movistar-stjernen kæmper med motivationen.
- Jeg har ikke ret megen motivation, fordi jeg ikke ved, hvad mit næste mål er, siger han ifølge flere medier til spanske El Mundo.
- At træne derhjemme dræner én fysisk og mentalt.
Valverde tvivler også på, om han overhovedet kan komme til at køre løb i 2020.
- Vi vil gerne have sporten i gang igen, men for at være helt ærlig er jeg pessimistisk angående muligheden for det i år. I starten af karantænen troede jeg stadig på det, men jeg tænker mere og mere, at der ikke kommer til at være nogen løb overhovedet, siger spanieren.
Tidligere på ugen blev det meldt ud, at Tour de France er flyttet, så startdatoen nu er 29. august.
Den Internationale Cykelunion (UCI) har skubbet alle de store løb, der indtil videre er blevet udskudt, frem til årets sidste halvdel, så der venter et travlt efterår for de professionelle cykelryttere, såfremt coronaudbruddet er tilstrækkeligt under kontrol, til at der kan køres.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker