Van Aert duellerer med flyvende van der Poel i VM-brag
Mathieu van der Poel vandt begge weekendens World Cup-afdelinger. Foto: Luc Claessen/Ritzau Scanpix
Wout van Aert melder sig klar til VM i cykelcross, hvor han skal forsøge at slå glohede Mathieu van der Poel.
Landevejsgiganterne Wout van Aert og Mathieu van der Poel duellerer næste weekend om VM-titlen i cykelcross.
Belgieren havde egentligt udelukket, at han ville stille op, men har ombestemt sig.
- Jeg har det godt, og vinteren er gået fint. VM kom først for nylig ind i mine tanker, og efter en snak med landstræneren og min træner hos Visma besluttede jeg at stille op, siger van Aert til Vismas hjemmeside.
I starten af januar vandt van Aert sin hidtil eneste World Cup-sejr i denne sæson, da han sejrede i hjemlandets Dendermonde.
Han har blot været til start tre gange, og eneste duel med hans store rival endte med en andenplads. Det skete lørdag, da van der Poel vandt i belgiske Maasmechlen.
Søndag gentog hollænderen uden van Aert i feltet triumfen og vandt i hollandske Hoogerheide, som dannede rammen om sæsonens sidste World Cup-afdeling.
Van der Poel vandt med næsten to minutter ned til belgieren Michael Vanthourenhou og tog sin femte sejr i fem startere i sæsonen.
Men efter 11 afdelinger endte Vanthourenhou på den samlede førsteplads, da han trods sine mere beskedne to sejre havde deltaget og hentet point i alle afdelinger.
30-årige van der Poel vandt sit første verdensmesterskab i cykelcross i 2015. I alt er det blevet til seks regnbuetrøjer i disciplinen - blandt andet i 2023 og 2024.
Jævnaldrende van Aert er tre gange blevet verdensmester i cykelcross. Senest var det i 2018.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned