Van der Poels holdkammerat tager første sejr på Giro-etape
I et profileret udbrud var det noget overraskende Lorenzo Rota, Stefano Oldani og Gijs Leemreize, der endte med at køre om sejren. Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Italieneren Stefano Oldani hentede sin første sejr i karrieren på 12. etape af Giro d'Italia.
Cykelstjernen Mathieu van der Poel var en del af torsdagens store udbrud i Giro d'Italia, men det var holdkammeraten på Alpecin-Fenix Stefano Oldani, der snuppede sejren på 12. etape.
Triumfen var italienerens første i den professionelle karriere.
Oldani, der forinden var kørt væk med Lorenzo Rota (Wanty) og Gijs Leemreize (Jumbo-Visma), vandt spurten op ad bakke mellem de tre.
Rota og Leemreize kørte i mål på de efterfølgende placeringer.
Også Magnus Cort (EF) havde fundet vej til etapens store udbrud, men han måtte tage til takke med en rolle som statist.
Ingen af favoritterne gjorde væsen af sig i feltet, som trillede over målstregen ni minutter efter de forreste.
Førertrøjen sidder derfor fortsat på Treks Juan Pedro Lopez, der har 12 sekunder ned til Richard Carapaz (Ineos) og João Almeida (UAE Emirates).
Udbrudslysten var stor på den 204 kilometer lange etape fra Parma til Genova i det nordlige Italien.
En stor gruppe med adskillige velkendte navne iblandt rev sig løs fra feltet, hvor Trek som sædvanlig førte an for at værne om den lyserøde førertrøje.
Forspringet nærmede sig seks minutter, før udbryderne begyndte at drille hinanden. På det tidspunkt stod det klart, at feltet ikke kom til at hente frontgruppen.
Lorenzo Rota slap væk og fik siden følgeskab af Stefano Oldani og Gijs Leemreize.
Cort gik med i et forsøg på at lukke hullet op til de forreste, men danskeren havde ikke benene til at køre med om sejren.
Det samme gjaldt Mathieu van der Poel, der blev sat på en af de sidste stigninger og missede den første forfølgergruppe.
Bauke Mollema (Trek) og Wilco Kelderman (Bora) er egentlig raslet langt ned i det samlede klassement på det seneste, men de så deres snit til at hente lidt af det tabte.
Forspringet fortsatte nemlig med at vokse på vej mod målstregen, og mens Mollema og Kelderman kom tættere på topplaceringerne, nåede de aldrig fronttrioen.
Noget overraskende endte Rota, Oldani og Leemreize med at køre om sejren, og den dyst slap Oldani bedst fra, da han havde et gear mere på finalebakken.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker