Van Persie sikrer United vigtig sejr over sin eksklub
Det er formentlig ikke blevet nemmere for Arsenals fans at tilgive Robin van Persie efter søndagens Premier League-opgør mod Manchester United.
Hollænderen, der spillede i Arsenal i otte sæsoner, inden han skiftede til United, scorede det afgørende mål i Uniteds 1-0-sejr hjemme på Old Trafford.
Arsenals zoneforsvar svigtede fuldstændigt i forbindelse med et hjørnespark, og en helt umarkeret van Persie kunne efter en halv times spil bringe hjemmeholdet foran.
Det var vel også den eneste alvorlige brøler, som Premier Leagues tophold tillod sig i kampen.
På trods af udebane og en sygdomssvækket trup uden Per Mertesacker og Toms Rosicky var Arsenal faktisk det toneangivende hold efter scoringen, og specielt med indskiftningen af Jack Wilshere med en halv time igen blev presset skærpet.
Manchester United virkede tilfreds med at forsvare den smalle føring, og de boldsikre Arsenal-spillere sværmede om David De Geas mål.
Med et kvarter tilbage blev også Nicklas Bendtner skiftet ind for Arsenal, og angriberen havde også en stor chance i overtiden, men fik ikke stukket foden ordentlig frem til indlægget.
Alt i alt gjorde den danske landsholdsangriber ikke den store forskel og kunne ikke forhindre nederlaget, som blot er det andet til Arsenal i denne sæson.
Holdet bliver dog på førstepladsen i ligaen med 25 point, mens United efter et par uventede nederlag i sæsonen igen har fået kontakt med toppen.
De 20 point og en flot målscore rækker til en øjeblikkelig femteplads i tabellen.
Manchester Uniteds Nemanja Vidic måtte i øvrigt udgå i pausen efter et sammenstød med sin målmand og lignede en mand, der muligvis havde fået en mindre hjernerystelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker