Vancouver taber trods ny Jannik Hansen-scoring
Ishockeyspilleren Jannik Hansen viste natten til tirsdag på ny målnæse i NHL, men det rakte ikke til sejr i NHL-kampen mod Philadelphia Flyers, som vandt 4-3 efter overtid og straffeslag.
Hansens Vancouver Canucks lignede ellers længe en vinder i hjemmekampen mod Flyers. Godt nok førte gæsterne 1-0 efter første periode, men i anden periode fik Vancouver udlignet, inden Jannik Hansen med en smuk scoring øgede til 2-1.
Inden periodens udløb fik Philadelphia igen udlignet, men da Daniel Sedin bragte Vancouver i front med under tre minutter tilbage af kampen, lignede det en hjemmesejr.
Helt frem til 47 sekunder før tid, hvor Flyers igen fik udlignet, og så måtte opgøret ud i overtid.
Her faldt ingen mål, hvorfor det hele skulle afgøres på straffeslag. Jannik Hansen blev ikke sendt på isen i duel med Philadelphia Flyers-målmanden, og de tre spillere, der gjorde, brændte alle tre deres forsøg.
Dermed var det nok for Flyers med en scoring på det første straffeslag ved Vincent Lecavalier.
Trods nederlaget kan Jannik Hansen glæde sig over sin anden scoring på to dage efter scoringen mod Calgary Flames natten til mandag. Den kamp vandt Canucks 2-0.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde