Vanvidstackling overskygger City-sejr

Hollænderen Nigel de Jong er mest kendt for den tackling i brysthøjde, han lavede i VM-finalen i Sydafrika mod Spanien. Men nu kan midtbanespilleren skrive endnu en beskidt tackling på cv'et, da han i Manchester Citys 2-1-sejr hjemme over Newcastle sendte franskmanden Hatem Ben Arfa på hospitalet.

Episoden skete efter blot fire minutter og overskyggede Premier League-kampen. De første bulletiner lyder på, at 23-årige Hatem Ben Arfa skulle have brækket benet, men det er endnu ikke bekræftet.

Det kan undre, at dommer Martin Atkinson ikke en gang gav et gult kort til Nigel de Jong, som i øvrigt også slap uden påtale i VM-finalen.

Fodboldkampen var i det hele taget hårdt spillet, måske også fordi Newcastle-spillerne ville give lidt igen efter episoden med Ben Arfa.

Den argentinske angriber Carlos Tévez bragte City foran efter 18 minutter på et straffespark.

Men landsholdskollegaen Jonas Guttierez udlignede for Newcastle blot seks minutter senere, da Citys Kolo Toure var for passiv i forsvaret.

City blev ved med at presse på for at få sejren, men klubbens dyrtindkøbte midtbanespiller Gareth Barry brændte en gigantisk chance på en friløber 10 minutter før pausen, da han helt fri foran mål forsøgte at spille bolden på tværs og ramte en Newcastle-forsvarer.

Veteranen Sol Campbell fik i øvrigt sin Premier League-debut for Newcastle, da den argentinske forsvarsspiller Fabricio Coloccini også måtte udgå med en skade.

Det lignede længe en remis mellem de to mandskaber, men Citys formstærke kantspiller Adam Johnson tog sagen i egen hånden og afgjorde kampen et kvarter før tid med en fornem solopræstation.

Med sejren bringer City sig op på andenpladsen i Premier League.

/ritzau/

Manchester City vandt en smal 2-1-sejr hjemme over Newcastle i den engelske Premier League. En benbrækkertackling fra Nigel de Jong overskyggede selve kampen.

Offentliggjort Sidst opdateret