Var en kæmpe profil: Nu henter Sydhavsøerne ham hjem

Kristian Lund Vukman er tilbage i den røde Sydhavs-trøje i den kommende sæson efter to sæsoner i Mors-Thy. Arkivfoto: Ingrid Riis

Kristian Lund Vukman vender tilbage til Team Sydhavsøerne efter to sæsoner i det nordjyske.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Team Sydhavsøerne fortsætter oprustningen frem mod den kommende sæson.

Godt nok mister klubben topscorer Nicolaj Jørgensen, men erstatningerne holder også højt niveau og er garant for mange mål.

Sidste fredag præsenterede klubben Lasse Hamann-Boeriths, og nu kan klubben så offentliggøre, at Kristian Lund Vukman vender tilbage til Maribo og den røde trøje på en tre-årig aftale.

Kristian Lund Vukman var en kæmpe profil i Team Sydhavsøerne i sæsonerne fra 2018 til 2020, hvor han udviklede sig til en forrygende langskytte, men han blev desværre ramt af en korsbåndsskade i en pokalkamp mod Skanderborg i august 2020.

Talentet var dog ikke til at tage fejl af, og han skrev i sin skadesperiode under på en aftale med Ligaklubben Mors-Thy med start i sommeren 2021.

Desværre brød skaden op igen i en kamp for Team Sydhavsøerne mod Nordsjælland kort tid før, Kristian Lund Vukman skulle tiltræde i den nordjyske klub, og det første år i Mors-Thy gik med genoptræning.

Gik ikke som håbet

- Det gik desværre ikke helt, som jeg havde drømt om i Mors-Thy, men det har været spændende at prøve sig af på højeste niveau, siger Kristian Lund Vukman, der aldrig har spillet sig til en fast plads hos nordjyderne.

- Men jeg har måske heller ikke været dygtig nok til at gribe chancen, når jeg fik den, og så har spillet heller ikke været sat op på en måde, så mine forcer kom i spil, erkender Kristian Lund Vukman, der nu ser frem til at komme hjem til venner og familie i København.

- Det er helt sikkert også noget, som har været med til at trække mig hjem igen, fortæller Kristian Lund Vukman, der sideløbende med håndboldkarrieren i Mors-Thy har undervist på en efterskole og boet midt på Mors, mens kæresten er blevet i København.

Han havde kontrakt med Mors-Thy i en sæson yderligere, men begge parter havde interesse i at stoppe samarbejdet et år før tid.

Han kommer hjem til Team Sydhavsøerne for at sparke karrieren i gang igen for alvor.

- Helt sikkert. Det bliver dejligt at komme tilbage til Team Sydhavsøerne, hvor jeg følte mig rigtig godt tilpas, sidst jeg var der, og ikke mindst glæder jeg mig til at komme ind under Jacob Baagøe´s (Team Sydhavsøernes fysioterapeut, red.) vinger igen, siger Kristian Lund Vukman, der som nævnt brugte det første år i Mors-Thy på at genoptræne knæet efter en korsbåndsskade, som han ikke mærker noget til nu.

Knæskaden er væk

- Der har ikke været nogen problemer i denne sæson, så jeg er kommet mig fuldstændig over den, forsikrer Kristian Lund Vukman, der ser spændende perspektiver i det hold, Team Sydhavsøerne råder over i den kommende sæson.

- Det ser rigtig fornuftigt ud med de spillere, der er hentet ind, så vi skal da helt klart spille med i toppen af 1. division, vil jeg mene.

- Det kunne også blive i Håndboldligaen, hvis Team Sydhavsøerne går hele vejen i de igangværende oprykningskampe?

- Ja, det kunne da være fedt at prøve det, lyder det fra Kristian Lund Vukman, der selv vil være til stede og bakke sine kommende holdkammerater op på torsdag i Skive, når Team Sydhavsøerne spiller returkamp i første play off-runde i kampen om oprykning.