Varmen i Flicks sæde stiger efter ny fadæse mod Japan
Japanerne fejrer scoringen til 2-1, mens de tyske spillere slukørede går mod midten. Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix
Tyskland er uden sejr i fem kampe i træk, fire er blevet tabt, og krisen kradser hos det sejrsvante landshold.
Efter det skuffende VM-exit sidste år har det tyske landshold haft mere end svært ved at komme på fode igen resultatmæssigt. Ved VM tabte tyskerne 1-2 til Japan i første kamp og kom ikke videre fra gruppen.
Lørdag skulle Hansi Flicks mandskab så forsøge at få revanche mod japanerne, men endnu en vaklende indsats resulterede i et forsmædeligt nederlag på 1-4 på hjemmebane i Wolfsburg.
Dermed er Tyskland oppe på fem kampe i træk uden sejr, og hele fire af opgørene er endt i nederlag. Rygter om fyring af træner Hansi Flick har svirret, og lørdagens kamp vil kun puste yderligere til dem.
Tyskland er som vært for EM 2024 sikret en plads ved slutrunden. Derfor spiller holdet kun testkampe og har gjort det siden VM.
Allerede efter 11 minutter lørdag udnyttede gæsterne første gang tyskernes skrøbelighed ved Junya Ito.
I korte glimt viste Flicks udvalgte det niveau, de spiller for spiller besidder. Efter små 20 minutter satte holdet flere flotte kombinationer sammen, og Leroy Sané kunne i fri position udligne.
Det holdt dog ikke længe. Alt for ofte var den tyske defensiv i ubalance, og garneret med flere personlige fejl fra de tyske spillere gav det japanerne mange muligheder.
Tre minutter efter udligningen styrede Ayase Ueda et sløjt skudforsøg ind bag Marc-André ter Stegen, og problemerne hobede sig igen op for hjemmeholdet.
Efter endnu en stor fejl i opspillet måtte ter Stegen diske op med en stor fodparade for at forhindre yderligere scoringer før pausen.
De fodrappe japanere var også efter pausen farlige på kontrastød, og med antallet af tyske fejl fortsatte mulighederne med at opstå.
Tyskland sværmede tit omkring det japanske felt, men blev sjældent farlige. Omvendt måtte ter Stegen fortsat hive store redninger frem for at holde hjemmeholdet inde i kampen.
Det holdt frem til sidste minut. Endnu en stor fejl af en tysk spiller gav en japansk friløber og 3-1 ved Takuma Asano, inden Ao Tanaka stak kniven helt ind på et hovedstød i tillægstiden.
Kort efter kunne det tyske hold forlade banen til gedigen pibekoncert fra lægterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker