De kan godt finde det varme tøj frem på herrelandsholdet i håndbold. Holdet skal nemlig både til Rusland og Hviderusland i forbindelse med kvalifikationen til EM i 2012 i Serbien.
Lodtrækningen, der blev foretaget i Beograd mandag formiddag, gav det resultat, at Danmark ud over de to tidligere sovjetrepublikker også møder Schweiz i fireholdspuljen, hvoraf kun de to bedste hold går videre.
Landstræner Ulrik Wilbek og hans mandskab får dermed set en hel del til schweizerne, som også er modstanderen i to VM-kvalifikationskampe i juni. Hviderusland er et relativt ubeskrevet blad i slutrundesammenhæng, mens Danmark har gode erfaringer med Rusland, når der har været medaljer på spil.
Første runde af kvalifikationen spilles i slutningen af oktober i år, og sjette og sidste runde er henlagt til juni næste år.
Det er første gang, at Danmark prøver at kvalificere sig til EM på denne måde. Selv om kvalifikationssystemet trådte i kraft inden europamesterskaberne i Østrig i januar, var Danmark allerede garanteret en plads som forsvarende mester.
Denne gang er det Frankrig, der som belønning for EM-guldet i Østrig får lov at slippe for kvalifikationen, ligesom værtsnationen Serbien også er sikret en plads.
EM-slutrunden i 2012 skal spilles i fem arenaer i de fire byer Nis, Vrsac, Novi Sad og Beograd og finder som altid sted i slutningen af januar.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker