Vejen til Final 4 går over Esbjerg

Sådan så det ud for lidt over et år siden, da NFH slog Team Esbjerg ud af pokalturneringen. I aften kan de gøre kunststykket efter, men det kræver en sejr i Esbjerg, hvor man ikke har vundet i over fire år. Foto: Anders Knudsen

NFH skal levere en mindre sensation for at komme til det forjættede land.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Det var langt fra den lodtrækning, NFH havde håbet på, da klubbens egen anfører Kristina "Mulle" Kristiansen på direkte tv for en måned siden trak Team Esberg som modstander på udebane i pokalurneringens kvartfinale.

Sværere hurdle mod en en plads i semifinalen og en plads i det lukrative Final 4-pokalstævne i februar næste år kunne NFH næsten ikke få.

Et stævne, som NFH har deltaget i to gange og vundet den ene, men træner Jakob Larsen er udmærket klar over, at det bliver særdeles vanskeligt at gentage den bedrift. Det kræver først og fremmest en sejr i aften i Blue Water Arena i Esbjerg.

Et sted, hvor NFH ikke har vundet siden 2017, hvor Jakob Larsen i sin allerførste udekamp som træner for NFH førte holdet til sejr.

Esbjerg er kommet i gang

- Vi ved godt, at det bliver rigtig svært. Esbjerg kom lidt skidt fra start i Ligaen, men har nu fundet melodien igen både i Ligaen og i Champions League, så det bliver da uden tvivl en stor mundfuld for os, erkender Jakob Larsen, der dog satte en kæp i hjulet på Team Esbjergs pokaldrømme i sidste sæson, da man vandt ottendedelsfinalen 28-24 hjemme i Lånlet Arena.

- Det har de helt sikkert ikke glemt, og derfor vil de gøre alt for at slå os, da deres selvforståelse er, at de skal deltage i Final 4, siger Jakob Larsen, der har kigget nærmere på Team Esbjerg i deres seneste kampe.

Især kampen i søndags hvor vestjyderne slog montenigrinske Buducnost med hele 35-20 har imponeret Jakob Larsen, og helt specifikt var det den norske stjernespiller Henny Reidstad, som Team Esjberg har hentet før denne sæson, som der skal holdes ekstra øje med.

- Hun gjorde lige, hvad der passede hende i den kamp. Hun er stærk i alle facetter af spillet. Desuden har de Kristine Breistøl, der skyder som en hest sparker, og Mette Tranborg sætter den også i kassen, hvis ikke man går frem på hende, så der er mange spillere, man skal forholde sig til, siger Jakob Larsen, der også fremhæver de to bevægelige stregspillere, Marit Frafjord og Kaja Kamp.

To profiler mangler

Team Esbjerg må sandsynligvis undvære den skadede stregspiller Vilde Mortensen Ingstad, og så er den hollandske stjerne Estavana Polman fortsat langtidsskadet med et overrevet korsbånd.

- Vi har før vist, at vi kan præstere godt i pokalturneringen og lave overraskende resultater, og det er noget af det, vi skal finde frem igen, for på papiret er Team Esbjerg jo storfavoritter, erkender Jakob Larsen, der stadig må nøjes med den smalle trup, han har kunnet gøre brug af på det seneste.

Læg dertil at NFH skal i kamp igen allerede på fredag, når Randers kommer på besøg i Håndboldligaen.

- Det trækker tænder ud lige nu blandt andet på stregspilspositionen, hvor Johanna Forsberg er meget slidt, siger Jakob Larsen, der håber at se Nikita van der Vliet tilbage inden alt for længe.

Der er kampstart klokken 18:30 i Blue Water Arena, og kampen kan følges direkte på TV2 Sport.