Vejle Boldklub får frataget licensen til næste sæson
Den økonomiske krise hærger i Vejle Boldklub, der optræder i landets næstbedste række. Klubben har gennem den seneste tid kæmpet for at få tilført kapital gennem en aktieemission, men perioden er ikke forløbet som håbet.
Klubben har kontaktet DBU's (Dansk Boldspil-Union, red.) licensudvalg for at få udstedt en betinget licens til rækken i den kommende sæson, men ønsket er ikke blevet imødekommet af DBU, da licensreglerne ikke giver mulighed for det, skriver Vejle Boldklub i en pressemeddelelse mandag.
Klubben mangler stadig at få tilført mindst tre millioner kroner i aktieemissionen og har derfor forlænget tegningsperioden. Derfor kender klubben først det endelige resultat 19. maj.
- Vi må derfor forvente, at Vejle Boldklub i første omgang får frataget sin licens, men jf. tidligere praksis får licensen godkendt, når kapitaltilførslen forhåbentlig kommer på plads med de minimum tre millioner kroner, og vi dermed indgiver vores appel, lyder det i pressemeddelelsen.
DBU bekræftede kort tid efter pressemeddelelsen, at Vejle ikke tildeles licens for den kommende sæson. Det samme gør sig gældende for Marienlyst, bundproppen i 1. division.
- Da klubbernes licensansøgning er fortrolige dokumenter, og mange af klubberne er børsnoteret, ligesom der er en efterfølgende appelmulighed, er det ikke muligt at uddybe den manglende tildeling yderligere, siger formanden for DBU's licensudvalg Jesper Jørgensen til dbu.dk.
Allerede i sidste uge, da Vejle forlængede tegningsperioden for emissionen, meddelte klubbens bestyrelse og direktion, at den ikke finder det forsvarligt at videreføre selskabet i sin nuværende form og dermed fastholde sin sportslige målsætning, hvis ikke klubben indhenter ny kapital.
Den svigtende økonomi får ingen konsekvenser for Vejle i den igangværende sæson, hvor klubben ligger nummer syv.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde