Vejle-boss roser spilleres moral efter nederlagshelvede
Peter Sørensen og Vejle fik ny næring til sit håb om overlevelse i Superligaen efter 3-2-sejren over AGF. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vejle-træner Peter Sørensen så høj moral fra sine spillere, da holdet fredag slog AGF med 3-2.
Fredag åbnede Vejle og AGF 19. spillerunde i Superligaen med et meget tæt og underholdende opgør i Vejle, hvor hjemmeholdet sent i kampen trak sig sejrrigt ud med 3-2.
Vejles træner, Peter Sørensen, mente, at sejren sagtens kunne være gået til udeholdet.
- Det var en lige kamp. AGF kunne også lige så godt have vundet. Det er små forskelle, der gør, at det er os der får de tre point, siger Peter Sørensen.
Vejle var bagud to gange, men formåede alligevel at komme tilbage og vende endnu et truende nederlag til deres kun tredje sejr i denne Superliga-sæson.
- Vi høster frugterne af, at spillerne har en høj moral på trods af modgang i lang tid.
- Vi har gået igennem et langt helvede med nederlag efter nederlag, men vi har været i stand til at rejse os igen med fornyet tro på tingene, siger Peter Sørensen.
Banens ringe beskaffenhed i Vejle var også et tema. Hvor træner Peter Sørensen kaldte den for 'vanskelig', så var Vejles offensivspiller Arbnor Mucolli endnu mere utilfreds.
- Det er simpelthen for ringe, at banen ikke er bedre. Det må jeg ærligt indrømme. Det er ikke Superligaen værdigt, siger Arbnor Mucolli.
På trods af det dårlige underlag i Vejle, så er det netop på hjemmebane, at Vejle har hentet samtlige sine 12 point i denne sæson.
- Stadion er med til at løfte os. Vi er et andet hold på hjemmebane, siger Arbnor Mucolli.
I AGF-lejren var det en skuffet David Nielsen, der særligt fremhævede en ringe anden halvleg.
- Det blev en meget rodet halvleg. I takt med at banen bliver trådt op, så blev tingene også mere på Vejles præmisser, hvor de både får kørt en del omstillinger og får et par hjørnespark, fortæller David Nielsen.
AGF skal i næste runde forsøge at komme tilbage på sejrskurs, når holdet hjemme tager imod FC Nordsjælland. Vejle skal en tur til Aalborg, hvor Peter Sørensens tropper møder AaB.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker