Vejle-profil tror på overlevelse trods udebanekompleks

Tobias Mølgaard og Vejle fik et sjældent point på udebane, da det blev 0-0 mod AGF. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Vejles forbedrede forårsform får Tobias Mølgaard til at tro på overlevelse i den bedste række.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nedrykningstruede Vejle Boldklub fik sæsonens andet point på udebane, da holdet mod AGF fik 0-0 med hjem fra Aarhus i 23. spillerunde af Superligaen.

Det betyder, at der nu er fire point op til FC Nordsjælland på den anden side af nedrykningsstregen.

Vejlenserne har hentet otte point i seks kampe i foråret, og der hersker derfor en forøget tro på overlevelse, på trods af at holdet stadig ikke har formået at vinde en kamp på udebane i sæsonen.

Det siger forsvarsprofilen Tobias Mølgaard.

- Det er klart, at vi ikke er favoritter til at opnå overlevelse i Superligaen, men det er ligegyldigt, hvis vi selv tror på det. Jeg ser heldigvis troen hos truppen, staben og hele klubben.

- Vi har været rigtig godt kørende i foråret, så jeg er egentlig ikke så negativ omkring, at vi ikke har fået en udesejr. Når man smækker hele sæsonen op, er det selvfølgelig ikke så godt.

- Vores chance for overlevelse er okay. Hvis vi kan vinde vores fem hjemmekampe og spille uafgjort ude, så tror jeg, at det er nok for os, siger Tobias Mølgaard.

Vejle havde alletiders mulighed for at spille sig tættere på overlevelse i Superligaen, fordi FCN og OB, der ligger lige over nedrykningsstregen, spillede mod hinanden søndag.

Selv om vejlenserne ikke udnyttede det, mener Tobias Mølgaard, at det ene point er brugbart.

- Vi kan godt bruge pointet til noget. Vi er selvfølgelig trætte af, at vi ikke fik tre med hjem. Når vi ikke scorede, skal vi selvfølgelig have 0-0 med hjem, og det fik vi på en svær udebane. Det skal vi stille os tilfredse med.

- Det er altid skuffende ikke at vinde, ligegyldigt hvordan det går i de andre kampe. Vi tog til Aarhus for at få tre point, og det gjorde vi desværre ikke, siger forsvarsspilleren.

I næste runde får Vejle besøg af Viborg FF, der ligger i toppen af Superligaens nedrykningsspil.

/ritzau/