Vejle ser frem mod nedrykningsgys
Vejle tabte søndag 1-4. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vejle bevarer optimismen og ser frem til nedrykningskamp mod Hobro om at blive i Superligaen.
Allerede inden søndagens 1-4 nederlag til Sønderjyske i Superligaen lå det fast, at Vejle skulle ud i en nedrykningskamp mod Hobro IK over to kampe.
Taberen af dobbeltopgøret rykker ned i 1. division, mens vinderen skal møde nummer to i 1. division om en billet i Superligaen.
Det ser derfor dystert ud for vejlenserne, men holdet vælger at se frem mod de kommende nedrykningskampe.
- Vi har rigtig mange dygtige spillere på vores hold, så vi vælger at holde hovedet oppe og ser frem til kampene mod Hobro.
- Hvis vi står sammen som et hold og udviser skarphed foran deres mål, har vi en god chance for at slå dem, siger forsvarsspiller Mads Greve.
Vejle fik i søndagens nederlag til Sønderjyske udvist forsvarsspiller Viljormur Davidsen med et direkte rødt kort, og han er dermed ikke til rådighed i kampene mod Hobro.
Samtidig må Vejle undvære topscorer Allan Sousa, da han fik et direkte rødt kort i seneste kamp mod AGF og derfor afsoner karantæne i begge opgør mod Hobro.
Mads Greve påpeger, at holdet skal undgå flere udvisninger, mens han er fortrøstningsfuld i forhold til Allan Sousas manglende deltagelse i de kommende kampe.
- Der er ikke råd til, at vi får flere dumme røde kort. Det er altafgørende for enhver kamp, hvis man får et tidligt rødt kort.
- I forhold til at Allan Sousa ikke er med mod Hobro, er jeg sikker på, at der nok skal være andre spillere, som kommer ind og tager over for ham, siger Greve.
Assistenttræner Johan Sandahl siger ligesom Greve, at holdet skal have fokus på at undgå udvisninger i de kommende kampe.
- Vi skal selvfølgelig undgå at få flere røde kort. Mod Sønderjyske var det et uheldigt rødt kort, og nu ser vi fremad i stedet.
- Vi har 14 dage til at forberede os på Hobro, og vi skal nok blive klar, siger Sandahl.
Vejle starter dobbeltopgøret mod Hobro på udebane.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker