Vejle skal finde 10 millioner inden midnat
Vejle Boldklub skriver i en børsmeddelelse, at man mangler 10 millioner kroner for at undgå konkurs.
Der skal arbejdes hurtigt, hvis traditionsklubben Vejle Boldklub skal undgå konkurs.
Klubbens ledelse fortæller i en børsmeddelelse, at man kun er halvt i mål i kampen for at redde sig fra konkurs, og man har sat en deadline tirsdag aften klokken 23.59.
Den nuværende investorkreds har tilbudt at skyde 10 millioner kroner ind i selskabet, men der mangler derudover yderligere 10 millioner, hvis klubben skal fortsætte med et tilstrækkeligt økonomisk fundament.
- På nuværende tidspunkt er det ikke lykkedes at finde en investor til de resterende 50 procent A-aktier, ligeledes svarende til 10 millioner kroner, og findes denne ikke i dag inden midnat, vil selskabet indgive konkursbegæring, hedder det i meddelelsen.
Hvis redningsplanen gennemføres, skulle det gerne resultere i en styrkelse af 1. holdet og talentudviklingen.
Bestyrelsesformand Lars Skou valgte i sidste uge at træde tilbage fra sin post, men alligevel er det ham, der udtaler sig tirsdag på dagen, hvor Vejle kan blive tvunget til at indgive konkursbegæring.
- Det er utroligt vemodigt, hvis VB ender med at gå konkurs, men vi må blot konstatere, at der på nuværende tidspunkt i så fald ikke vil være økonomisk grundlag for at videreføre klubben på det nuværende niveau, og derfor må man påbegynde en ny rejse i lighed med det, der skete i 2004, udtaler Lars Skou i en pressemeddelelse.
Vejle Boldklub oplyser, at den nuværende, smalle investorkreds er indstillet på at stille en underskudsgaranti sammen med den anden potentielle A-aktionær, som klubben altså skal finde tirsdag.
- Dette vil gælde for sæson 2015/2016 og sæson 2016/2017. Der vil selvfølgelig blive tale om en maksimumgaranti.
- Løsningen indebærer også, at der skal gennemføres akkorder med kreditorer, men det skal oplyses, at disse vil være rimelige i forhold til selskabets nuværende situation, hedder det i tirsdagens pressemeddelelse fra Vejle.
Sportsligt vil en konkurs sende Vejle helt i Jyllandsserien, og alle spillere på kontrakt mister arbejdet.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker