Vejle taber nyt skridt i jagten på superligaretur
Vejles cheftræner, Constantin Galca, har ikke haft meget at glæde sig over indtil videre i denne sæson. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Efter to kampe er Vejle noteret for et point i den næstbedste danske fodboldrække efter 2-4 mod Nykøbing FC.
Vejles ambition om at vende tilbage til Superligaen har indtil videre ikke stået mål med præstationerne i 1. division.
Efter 2-2 i sæsonpremieren ude mod Fremad Amager fulgte Vejle søndag op med et nederlag på 2-4 hjemme til Nykøbing FC.
Dermed er der blot tikket et enkelt point ind på Vejles pointkonto i løbet af de to første runder i den næstbedste danske fodboldrække.
Forudsætningerne blev da heller ikke bedre af, at Vejle allerede var bagud 0-2, da der var spillet otte minutter af søndagens opgør mod Nykøbing.
Den tidligere Brøndby-spiller Mathias Gehrt åbnede scoringen efter lidt mere end et halvt minut spil, og så var Vejle allerede i knæ.
Syv minutter senere scorede Mathias Kristensen til 2-0 på et straffespark, og da Nykøbing-anfører Lars Pleidrup kort før pausen øgede til 3-0, begyndte det at ligne en ydmygelse af holdet fra Nørreskoven.
Den islandske spydspids Kjartan Finnbogason gjorde sit for at reducere føringen ved at sende bolden i nettet fra sin position tæt på mål 20 minutter inde i anden halvleg.
En scoring af svenskeren Diego Montiel bragte Vejle endnu tættere på et comeback, men Nykøbings Mikkel Dahl satte punktum med sit mål til 4-2 fem minutter før tid.
Dermed blev vejen tilbage til Superligaen en anelse længere for Constantin Galcas tropper, der endnu ikke har haft meget at glæde sig over i denne sæson.
Nedrykningen blev en realitet for Vejle, da klubben i maj tabte over to kampe til Hobro i Superligaens nedrykningsplayoff og dermed sluttede sidst i rækken.
Tidligere søndag blev der også spillet kampe i Roskilde, Næstved og Køge.
FC Roskilde tog sæsonens første point med 1-1 hjemme mod Skive, oprykkerne fra Kolding IF sejrede 2-0 i Næstved, mens HB Køge hjemme blev slået 3-1 af FC Fredericia.
I den sene kamp søndag vandt Fremad Amager 1-0 ude over Vendsyssel FF, der ligesom Vejle rykkede ud af Superligaen i sidste sæson.
Pierre Larsen scorede kampens enlige mål efter 73 minutter for udeholdet.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde