Velspillende Viborg tæmmer Silkeborg inden West Ham-brag
Christian Sørensen kom på tavlen i Viborgs sejr over Silkeborg søndag. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Christian Sørensen og Jay-Roy Grot stod for en scoring hver, da Viborg søndag slog Silkeborg 2-0 i Superligaen
Viborg FF kom flyvende fra start i søndagens opgør mod Silkeborg IF og vandt sikkert 2-0 på hjemmebane i femte runde af Superligaen.
Særligt forsvarsspiller Christian Sørensen og angriber Jay-Roy Grot gjorde sig bemærket for hjemmeholdet. Begge leverede nemlig både mål og assist i løbet af den første halve time.
Silkeborg jagtede længe en reducering og tog desuden klart mest initiativ efter Viborgs scoringer, men det var alligevel ganske fortjent, at hjemmeholdet endte med alle tre point.
Viborgenserne stod godt organiseret i forsvaret og tillod ikke mange store chancer imod sig på trods af gæsternes store ihærdighed efter et muligt comeback.
Sejren er en god optakt for Viborg til torsdagens besøg i London, hvor holdet spiller det første af to opgør mod West Ham fra Premier League i Conference Leagues playoffrunde.
Silkeborg gæster torsdag finske HJK Helsinki i Europa League.
Efter fem spillerunder står Viborg nu noteret for ni point, mens Silkeborg, der led sæsonens første nederlag, fortsat har 10 point.
Viborg lagde fra kampens start et højt pres på udeholdet, og allerede efter 12 minutter kom de grønblusede foran.
Jay-Roy Grot stod korrekt placeret i feltet og fik med en lang tå snittet bolden i mål via et indlæg fra venstresiden.
Kort efter gjorde Christian Sørensen ondt værre for Silkeborg, da han driblede sig fremad i banen og lavede en snedig tunnel, inden han med et hårdt og afrettet skud sendte bolden i netmaskerne.
I anden halvleg overlod Viborg meget af spillet til udeholdet, der i stedet stod for at skabe kampen.
Silkeborg-forsvarer Oliver Sonne kunne have reduceret med 20 minutter igen, men backen misbrugte fælt en kæmpechance tæt på mål.
Mod slutningen virkede det som om, at det varme vejr havde taget pusten fra begge mandskaber, men tilskuerne fik et par fine afslutninger fra hvert hold at gå hjem på.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker