Vendsyssel aflyser satsning og justerer budgetter
Oprykningen synes væk for Vendsyssel, som nu regulerer budgetterne i forhold til forblivelse i 1. division.
Efter et skidt forår er Vendsyssel gledet væk fra oprykningspladserne i 1. division, og med syv point op til de sjove pladser med blot seks runder tilbage af sæsonen er oprykningsdrømmen så godt som forduftet i det nordjyske.
Det erkender klubbens sportschef, Jacob Krüger, som nu skal til at kigge på budgetterne igen for at finde et leje, der passer til endnu en sæson i landets næstbedste række.
- Vi har lavet en kalkuleret satsning i foråret for at optimere de sportslige betingelser. Det falder nok tilbage til et mere naturligt leje, når vi nu stadig skal spille i 1. division, siger Krüger til nordjyske.dk.
Det bliver dog ikke en uoverkommelig udfordring at få enderne til at mødes.
- Der bliver en regulering, selv om det ikke er store budgetter og millionbeløb, der skal jongleres rundt med, lyder det fra sportschefen.
For nylig sagde klubben farvel til cheftræner Ove Christensen, og Jacob Krüger er selv blevet en del af det midlertidige trænerteam, der skal stå i spidsen for holdet i resten af sæsonens kampe.
Lyngby fører 1. division med 54 point, mens Horsens og Silkeborg følger efter med henholdsvis 51 og 48 point på de to andre oprykningspladser. Vendsyssel er nummer seks med 41 point.
Alka Superligaen udvides fra næste sæson fra 12 til 14 hold. Derfor er der tre oprykningspladser modsat de sædvanlige to i 1. division, mens kun ét hold rykker ud af Superligaen.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker