Venter svær kamp i Aarhus: - Syv mod seksspillet er et kæmpe fokusområde

Hollandske Zoë Sprengers havde et par dyre afbrændere i søndags mod Silkeborg-Voel. I aften skal hun og resten af holdet rejse sig på udebane mod Aarhus Håndbold. Foto: Hans Kurt Frederiksen

Nederlaget mod Silkeborg-Voel i søndags har gjort ondt på NFH, der har brugt tid på selvransagelse frem mod kampen i aften i Aarhus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der gik nærmest chokbølger igennem Spar Nord Boxen i søndags, da NFH højest overraskende smed sejren væk mod upåagtede Silkeborg-Voel og tabte med 29-27.

Syv mod seksspillet fra modstanderens side blev endnu engang undergangen for NFH, der slet ikke kunne dæmme op for modstanderens spil med en markspiller mere på banen.

Efter opgøret har træner Jakob Larsen analyseret kampen indgående frem mod dagens kamp mod Aarhus Håndbold (tidligere Aarhus United), da han udmærket er klar over, at aarhusianerne med stor sandsynlighed også finder syv mod seksspillet frem, hvis de, ligesom Silkeborg-Voel, skulle komme i knibe.

- Silkeborg scorer på 72 procent af deres angreb i syv mod seks i anden halvleg. Det er alt for meget. Den procent skulle gerne ned på omkring 50, så vi ikke er tvunget til at score på hvert eneste angreb. Det handler om nogle taktiske greb, som vi har brugt hele tirsdagstræningen på et indøve, samtidig med at vi også har trænet i at straffe, når de skal have målvogteren tilbage på plads. Det gjorde vi slet ikke mod Silkeborg-Voel og desuden brænder vi også syv oplagte målchancer i de sidste ti minutter, og det bliver vores endeligt.

- Men deres syv mod seksspil er et kæmpe fokusområde, konstaterer Jakob Larsen, der forventer en svær kamp igen i aften mod Aarhus, der ellers ikke har klaret sig alt for godt i denne sæson med bare fem point på kontoen.

Men det var det samme antal Silkeborg-Voel havde skrabet sammen inden mødet med NFH i søndags.

Ny spillere og træner

- Aarhus har haft mange nye spillere, der skulle spilles ind og også en ny træner. Det tager bare noget tid at få det til at fungere, og vi har set at alle hold kan slå alle med undtagelse af Team Esbjerg og Odense, der bare kører derudaf, men vi har ikke råd til at sætte point til mod Aarhus, for nu begynder det at snerpe til, siger Jakob Larsen, og det har han så ganske ret i.

Hvis ikke fjerdepladsen, der giver en klar fordel i DM-slutspillet i form af et ekstra point, skal fordufte fuldstændig, så er der ikke råd til flere pointtab mod de hold, der ligger i den tunge ende af rækken. Aktuelt er NFH fem point efter fjerdepladsen som København sidder på, men der resterer fortsat 15 kampe i Kvindeligaens grundspil, og nok så væsentligt fortsat to møder med københavnerne, hvor meget kan indhentes i tilfælde af sejre.

To sejre på hjemmebane

Aarhus Håndbold, der er dagens modstander i den store Arena i den jyske hovedstad har kun vundet to hjemmekampe i denne sæson og senest spillede de uafgjort mod bundholdet Ringkøbing på eget halvgulv. Det er de fem point de står noteret for i tabellen, da samtlige udekampe er tabt. De trænes af den tidligere Skanderborg-træner Jeppe Vestergaard, der tog de omkring 15 kilometer nordpå før denne sæson og tog en af sidste års profiler Line Berggren Larsen med sig. Men hun har endnu ikke fået sit spil op på det høje niveau, hun viste i sidste sæson.

NFH stiller med samme trup som i søndags.

Der er kampstart kl. 18:30 i Djursland Bank Arena i Aarhus og kampen kan følges direkte på Radio SydhavsØerne.