Verdens bedste mødes i Miami-finale
Ifølge den aktuelle verdensrangliste er Serena Williams og Li Na verdens to bedste kvindelige tennisspillere, og derfor er det meget passende, at netop de to står over for hinanden i finalen i den stærkt besatte Sony Open i Miami.
Williams, som topper ranglisten med et kæmpeforspring til forfølgerne, besejrede i semifinalen den tidligere verdensetter Maria Sharapova med 6-4, 6-3 i en kamp, der varede lige over halvanden time.
Det er niende gang i karrieren, amerikaneren er i finalen i Miami. Men hun har ikke nået sit topniveau indtil videre i dette års turnering.
- Som jeg spillede i starten af ugen, troede jeg ikke, at jeg ville nå finalen. Så jeg er lykkelig for, at jeg stadig er med i turneringen.
- Jeg spiller klart bedre nu, men jeg føler samtidig, at der er meget plads til forbedring, siger Serena Williams ifølge dpa.
Hendes finalemodstander, kineseren Li Na, besejrede Dominika Cibulkova i sin semifinale. I en kamp, der var en gentagelse af Australian Open-finalen i januar, vandt Li Na med 7-5, 2-6, 6-3.
Det var kineseren, der i kvartfinalen ekspederede Caroline Wozniacki ud af turneringen.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker