Verdens hurtigste vil tættere på Usain Bolts rekord
Christian Coleman blev verdensmester i 100-meterløb lørdag aften. Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Verdensmester Christian Coleman tror, at han kan være endnu hurtigere end 9,76 sekunder i 100-meterløb.
Amerikaneren Christian Coleman brugte 9,76 sekunder, da han lørdag aften vandt VM-guld i 100-meterløb, men verdens hurtigste mand har meget mere i sig.
Det siger den 23-årige amerikaner, efter at han med fantomtiden både satte personlig rekord og samtidig løb årets hurtigste tid i verden.
- Det er en utrolig tid, det er personlig rekord for mig. Men "sky is the limit", jeg synes stadigvæk, at jeg har mange ting, som jeg kan arbejde på at forbedre. Derfor tror jeg, at jeg kan være endnu hurtigere, siger Coleman ifølge AFP.
Han skal skære yderligere 0,18 sekunder af sin tid for at kunne matche jamaicaneren Usain Bolts verdensrekord på 9,58 sekunder.
VM-guldet er den foreløbige på Christian Colemans karriere. Men det var kun en teknikalitet, der gjorde, at han overhovedet fik lov til at starte. Han undgik nemlig en truende dopingkarantæne op til VM.
Tre gange inden for et år blev han taget i ikke at have oplyst korrekte whereabouts, så han kunne dopingtestes, og det er at regne for en dopingforseelse.
Men en teknikalitet i dopinglovgivningen, som forventes ændret i 2021, gør, at Coleman slipper for en dopingsag.
Hans første whereabout-forseelse skete 6. juni 2018. De to næste blev registret 16. januar 2019 og 26. april 2019. Altså tre gange inden for et år.
Men ifølge reglerne for dopingtest skulle den første forseelse fra 6. juni 2018 tilbagedateres til den første dag i det pågældende kvartal, som var 1. april. Dermed kom den tredje forseelse ikke inden for de 12 måneder.
Verdensmester Coleman er irriteret over, at sagen stadig hænger over hans hoved, selv om den ikke får noget efterspil.
- Folk tænker, hvad de har lyst til. Jeg kan ikke bruge meget tid på at forklare situationen til folk, som ikke er interesseret i sandheden, siger Coleman ifølge Reuters efter VM-guldet.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde