Verdens nummer fire blæser Tauson af banen i Qatar
I 2021 vandt Clara Tauson over Paula Badosa, men tirsdag var danskeren ikke i nærheden af at tage sejren. Foto: William West/Ritzau Scanpix
William West/Ritzau Scanpix
Clara Tauson fik en tennislektion af Paula Badosa, som bankede danskeren i to sæt i Qatar Ladies Open.
Tennisspilleren Clara Tauson kunne have taget en af sine største skalpe i karrieren, men kom aldrig i nærheden af at slå en knivskarp Paula Badosa tirsdag eftermiddag.
Verdens nummer fire smadrede Tauson med cifrene 6-1, 6-2 og blev klar til tredje runde af Qatar Ladies Open.
Mødet var det andet mellem spillerne. Da spillerne mødtes i Lyon sidste år, vandt danskeren duellen og senere turneringen.
Siden er begge spillere rykket op på verdensranglisten, men Badosas niveau var en tak eller to højere end Tausons i tirsdagens opgør.
Den danske teenager kom hurtigt på glatis mod den fem år ældre modstander og blev brudt i sit første serveparti.
Det bragte Badosa på 2-0, og herfra så hun sig ikke tilbage. Hun var knivskarp i egen serv, og endnu et servegennembrud skaffede spanieren en føring på 4-0.
Badosa havde tre chancer for at uddele æg, før Tauson fik pyntet en anelse på første sæts cifre.
Tauson fik en langt bedre start på andet sæt, men måtte igen se spanieren være overlegen, som sættet skred frem.
To gange holdt danskeren serv, men så gik det galt for Tauson, der ikke vandt en eneste duel i partiet, hvor hun blev brudt til stillingen 3-2 i spansk favør.
Med servegennembruddet virkede den sidste gnist til at forsvinde, og det var blot et spørgsmål om tid, før Badosa endegyldigt fik snøret sækken.
Mens Tauson kan begynde forberedelserne til næste turnering, kan Badosa se frem til at spille mod stortalentet Cori Gauff, hvis sidstnævnte formår at besejre Caroline Garcia i anden runde.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned