Verdensetter sender fightende Gade ud

Massiv tilskueropbakning i Odense Idrætshal var lørdag ikke nok til at sende Peter Gade i finalen ved hans sidste Denmark Open.

Den 34-årige badmintonspiller kunne som frygtet ikke besejre Malaysias verdensetter, Lee Chong Wei, som vandt 21-19, 23-21 efter en meget tæt semifinale, hvor danskeren misbrugte fire sætbolde i andet sæt.

Lee Chong Wei er sammen med Kinas Lin Dan i en klasse for sig i herresingle, og Peter Gade vidste på forhånd, at stort set alt skulle gå op i en højere enhed, hvis han skulle besejre verdensetteren.

Før lørdagens kamp havde malaysieren vundet deres ni seneste indbyrdes møder.

Peter Gade har ikke besejret Lee Chong Wei, siden danskeren vandt deres finalekamp ved Korea Open i januar 2009.

Danskeren spillede en flot kamp i Odense, men problemet var bare, at Lee Chong Wei var en lille smule bedre.

Malaysieren viste sin sublime præcision i netspil og smash, og han holdt sin fejlprocent en smule lavere end danskerens.

Peter Gade havde brug for ethvert point, og nok derfor reagerede han med et vredesudbrud og mindre pæne ord, da Lee Chong Wei højest tvivlsomt fik et slag til baglinjen dømt inde til føring 16-12 i første sæt.

Verdensetteren gav sig selv en sætbold til 20-17 med et dræbersmash langs linjen, og på den tredje sætbold lukkede han sættet.

- For helvede, sagde en tydeligt ærgerlig Peter Gade i pausen før andet sæt.

Her kunne man frygte, at danskeren ville miste lidt på fysikken, fordi han havde haft kortere tid til at restituere end Lee Chong Wei, som spillede sin kvartfinale fredag på et tidligere tidspunkt end Gade.

Danskeren fortsatte imidlertid med at spille godt og kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne.

Peter Gade bragte sig foran 17-14 på en blanding af egen fortræffelighed og nogle underlige fejl fra Lee Chong Wei.

Et krydssmash fra danskeren til 20-17-føring bragte hallen på kogepunktet, men efter fire danske sætbolde fik Chong Wei sin første matchbold med en fremragende opsamling.

Herefter lukkede han kampen med et flot smash.

Peter Gade stopper karrieren efter OL i London næste år. Han nåede at vinde Denmark Open tre gange.

Lee Chong Wei møder kineseren Chen Long i søndagens finale.

/ritzau/

Peter Gade gav alt i sin sidste Denmark Open-kamp, men det var ikke nok mod Lee Chong Wei i semifinalen.

Offentliggjort Sidst opdateret