Verdensmester-Stephan hyldes i Nykøbing i aften
Verdens bedste Stephan - i hvert fald indenfor bueskydning - bliver hyldet på Torvet i Nykøbing i aften. Foto: Peter Hove Olesen, polfoto
Peter Hove Olesen, polfoto
Den nykårede verdensmester i bueskydning Stephan Hansen bliver hyldet på Torvet i Nykøbing i aften. Kom og vær med!
Som det nok er de fleste bekendt, fik Lolland-Falster en ny verdensmester i lørdags, da bueskytten Stephan Hansen fra Nagelsti og Nykøbing F. Bueskyttelaug vandt VM-guld i compound-disciplinen på Christiansborg Slotsplads i København.
Det skal naturligvis fejres, og derfor er Radio SydhavsØerne og Guldborgsund Kommune gået sammen om at hylde den 20-årige mesterskytte på Torvet i Nykøbing i aften i forbindelse med Radio SydhavsØernes store koncertaften under Nykøbing Falster Festuge.
Klokken 19.45 kommer Stephan Hansen på scenen, hvor borgmester John Brædder vil stå klar til at modtage ham og overrække ham en gave fra kommunen.
- Han er et forbillede for, hvad man kan opnå, hvis man er målrettet og vil det nok. Den slags kommer ikke af sig selv, og jeg ved, at Stephan har trænet meget, og at der ligger en kæmpe viljestyrke bag, siger borgmesteren og fortsætter rosen:
- Han er en fantastisk ambassadør for vores landsdel, og det giver en utrolig positiv markedsføring af vores område, som stort set er ubetalelig, lyder det fra John Brædder.
Udover den individuelle guldmedalje var Stephan Hansen også med til at vinde VM-bronze for hold i lørdags.
Alle, der har tid og lyst, er velkomne til at møde op på Torvet og være med til at hylde Stephan Hansen - og naturligvis overvære Radio SydhavsØernes store koncert med masser af populære danske kunstnere. Koncerten begynder klokken 18.30.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker