Verdensmesteren Peter Sagan skifter til Bora-Hansgrohe
Peter Sagan tiltræder efter denne sæson hos Bora-Hansgrohe på en treårig kontrakt.
Den forsvarende verdensmester i landevejscykling, Peter Sagan, kører fra 2017 for det tyske hold Bora-Hansgrohe.
Han tiltræder på en tre år lang kontrakt.
Det oplyser det tyske hold i en pressemeddelelse, skriver cyclingnews.com.
- Det er en stor ære at byde velkommen til en af de mest populære ryttere i vores tid, siger teammanager Ralph Denk.
Dermed er fremtiden på plads for den farverige slovak, som senest under Tour de France leverede prøver på sine store evner på jernhesten.
I Touren vandt Sagan den grønne pointtrøje for femte år i træk og hentede tre etapesejre undervejs.
Peter Sagan forlader Tinkoff-holdet, som står foran forandring, efter holdets ejer, Oleg Tinkov, har meddelt, at han stopper sponsoratet med udgangen af 2016.
At Peter Sagan har valgt Bora-Hansgrohe bringer naturligt glæde hos det tyske hold, som ikke regnes blandt de allerstørste, men med ansættelsen mener at understrege både ambitionsniveauet og det hidtidige arbejde i feltet.
- Jeg mener, at Peters tillid til os beviser, at vi har gjort et godt stykke arbejde over de seneste sæsoner og har et godt omdømme i feltet, siger teammanager Ralph Denk.
Holdet kører i 2016 under navnet Bora-Argon 18 som pro-kontinental-hold, men får fra 2017 status af World Tour-hold. Ambitionen er at stryge til tops på World Tour-ranglisten.
Med sig fra Tinkoff-holdet til Bora-Hansgrohe tager Peter Sagan rytterne Maciej Bodnar, Michael Kolar, Erik Baska og Juraj Sagan, der er Peter Sagans bror.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker