Verstappen og Hamilton viser sig frem inden VM-duel

Max Verstappen i fredagens første træning. Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix

Max Verstappen var hurtigst i fredagens første Formel 1-træning, mens Lewis Hamilton var hurtigst i den anden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag skal Max Verstappen og Lewis Hamilton kæmpe om VM-titlen i Formel 1, når sæsonens sidste grandprix køres i Abu Dhabi.

Inden løbet er duellanterne à point i toppen af VM-stillingen, og fredag viste begge, at de har godt med fart i dækkene, inden det hele skal afgøres.

Verstappen var således hurtigst, da den første træning på Yas Marina-banen blev afviklet fredag formiddag. Verstappen kørte 23 omgange, hvoraf den hurtigste blev klaret på 1 minut og 25,009 sekunder.

Det var 0,196 sekunder hurtigere end Hamiltons holdkammerat, Valtteri Bottas, og 0,346 sekunder hurtigere end britens bedste tid, der rakte til en tredjeplads.

Hamilton satte undervejs en hurtigere tid, der var 0,033 sekunder langsommere end Verstappens bedste, men den blev annulleret, da Mercedes-stjernen i et sving havde været for langt af banen.

Fredag eftermiddag var det så Hamilton, som satte bedste tid i dagens anden træning. Britens hurtigste omgang blev tilbagelagt på 1 minut og 23,691 sekunder, og der var generelt mere fart over feltet end tidligere på dagen.

Verstappen var fjerdehurtigst med en bedste tid, der var 0,641 sekunder langsommere end Hamiltons.

Søndagens løb går i gang klokken 14.

Max Verstappen vandt sidste års grandprix i Abu Dhabi, men før det havde Mercedes vundet seks gange i træk på banen, herunder fire gange med Lewis Hamilton som den sejrende kører.

Den af Verstappen og Hamilton, der slutter længst fremme søndag, er dette års verdensmester i Formel 1. Hvis ingen af de to færdiggør løbet, er Verstappen verdensmester, da han har vundet et grandprix mere end Hamilton i år.

Briten har syv VM-titler på cv'et og har kunnet lade sig hylde som verdensmester de seneste fire år. Med endnu et mesterskab vil Hamilton være den Formel 1-kører med flest VM-titler nogensinde.