Verstappen starter forrest foran Hamilton i VM-dyst
Max Verstappen bliver verdensmester, hvis både han selv og Lewis Hamilton udgår i søndagens løb. Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Max Verstappen vandt lørdagens kvalifikation og starter foran Lewis Hamilton i sæsonens sidste grandprix.
Max Verstappen har de bedste kort på hånden, inden han søndag skal forsøge at vinde karrierens første VM-titel i Formel 1.
Red Bull-hollænderen starter således forrest, når sæsonens sidste grandprix køres i Abu Dhabi. Lørdag vandt Verstappen kvalifikationen til søndagens løb, mens hans konkurrent i VM-duellen, Lewis Hamilton, blev nummer to.
- Det er selvfølgelig en fantastisk følelse. Jeg er virkelig glad. Det var det her, vi gik efter, men det er aldrig nemt - slet ikke med deres (Mercedes, red.) form i de seneste løb, siger Verstappen i et interview efter kvalifikationen.
Han er à point med Lewis Hamilton i toppen af stillingen inden løbet, så den af de to, der slutter forrest søndag, bliver verdensmester. Hvis begge udgår, er Verstappen verdensmester grundet flere løbssejre i sæsonen.
Verstappen satte tiden, som endte med at give pole position, i starten af tredje og sidste kvalifikationsrunde. Her fik han lidt hjælp af holdkammeraten Sergio Perez, som ved at ligge foran hollænderen kunne sikre lidt slipstrøm til Verstappen.
Hamilton forsøgte et par gange at overgå Verstappen, men det lykkedes altså ikke.
- Max kørte en fantastisk omgang, og vi kunne ikke svare tilbage. Han fortjener fuldt ud pole position, siger Hamilton efter kvalifikationen.
- Men vi tror på, vi er i en god position med vores dæk i morgen (søndag, red.), og vi håber på, at det bliver et godt løb. Jeg er stadig i første række, og så tager vi den derfra.
McLarens Lando Norris starter som nummer tre med Sergio Perez og Valtteri Bottas bag sig på fjerde og femte startposition.
Søndagens grandprix sættes i gang klokken 14 dansk tid.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet