Vestergaard redder sig endnu en sæson i Bundesligaen
Foto: Daniel Roland /Scanpix
Daniel Roland /Scanpix
Kaiserslautern kunne ikke stille noget op i returkampen hjemme mod Hoffenheim i playoff-kampen om at spille i Bundesligaen i næste sæson.
Hoffenheim vandt mandag aften overbevisende 2-1 over Kaiserslautern, som tabte 2-5 sammenlagt og dermed må forblive i den næstbedste tyske række.
Jannik Vestergaard indtog en hovedrolle for Hoffenheim, da det danske forsvarstalent et kvarter før tid steg til vejrs og på fornem vis scorede det afgørende mål til 2-1.
På et stort hvidt banner havde Hoffenheim-tilskuerne skrevet "Bestergaard", og det passede bedre på danskerens præstation, end de nok havde regnet med, da de satte blå streger på banneret.
Hoffenheim havde vundet det første playoff-opgør med 3-1, så da David Abraham bragte Hoffenheim foran 1-0 lige før pausen, betød det, at Kaiserslautern skulle score tre mål for at tvinge kampen ud i forlænget spilletid.
Forinden havde Hoffenheim brændt et straffespark, som Kaiserslautern-keeper Tobias Sippel klodset havde begået efter 29 minutters spil. Sippel reddede dog flot 11-meter-forsøget fra Hoffenheims Sejad Salihovic.
Kaiserslautern fik i anden halvleg scoret til 1-1 på Alexander Baumjohanns flotte mål direkte på frispark efter 65 minutter, men tættere på spænding kom hjemmeholdet ikke.
Vestergaard punkterede endegyldigt Kaiserslauterns håb om oprykning med scoringen til 2-1.
Dermed bevarede Hoffenheim pladsen i Bundesligaen, hvor holdet skuffende sluttede den forgangne sæson som tredjesidst.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde