Vesti henter podieplads og udbygger føring i Formel 2
Frederik Vesti holder kursen mod den samlede sejr i Formel 2. (Arkivfoto). Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Da Arthur Leclerc tabte et hjul, blev det, der ellers lignede en sikker sejr, taget fra den danske racerkører.
Racerkøreren Frederik Vesti blev søndag formiddag nummer tre i Formel 2-løbet i Østrig.
Dermed udbyggede Vesti sin føring i den samlede stilling i klassen, som er niveauet lige under kongeklassen Formel 1.
Vesti lå længe til at vinde løbet ganske sikkert, men en periode med safetycar gjorde, at andre konkurrenter kunne få friskere og hurtigere dæk på til sidst i løbet, og på de sidste omgange blev Vesti overhalet to gange.
- Det var ude af min kontrol. Nogle gange er det sådan. Forhåbentlig vil jeg senere være på den anden side. Det er stadig okay. Jeg havde et godt løb, siger Vesti efterfølgende ifølge Ekstra Bladet.
Det var Arthur Leclerc, som var skyld i, at feltet blev samlet, da han tabte et af sine baghjul efter et pitstop.
På det tidspunkt havde Vesti været inde til et pitstop for at få friske dæk på, og danskeren var på vej op i feltet og havde kurs mod førstepladsen.
Vesti startede som toer i løbet, men fik en drømmestart og lå allerede forrest inden første sving.
Da perioden med safetycar sluttede, lå Vesti igen i front, men lidt længere tilbage var der kørere, som havde fået mere friske og hurtigere dæk på end danskeren.
Han måtte derfor se sig overhalet af hollandske Richard Verschoor, som vandt løbet, samt japanske Ayumu Iwasa.
Vestis nærmeste konkurrent i den samlede stilling, franske Théo Pourchaire, blev nummer syv i søndagens løb.
Vesti er noteret for 115 point halvvejs i sæsonen. Pourchaire har 105 point, mens Iwasa er treer med 101 point.
Danskeren er noteret for tre løbssejr i denne sæson. To af dem er hentet i hovedløbet, som køres om søndagen i en løbsweekend. Vesti har ligeledes vundet et sprintløb, som køres om lørdagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned