Veteran: For tidligt at tale om semifinale

Danmark lever efter sejren over Makedonoen stadig i håbet om at nå en semifinale, men det er for tidligt at snakke om det endnu, mener Lars Christiansen.

- Det er for tidligt. Så godt har vi ikke spillet endnu, at vi kan tillade os at snakke om det. Vi må tage et skridt ad gangen. Nu har vi vundet en kamp, så lad os se, om vi kan vinde to i træk i første omgang.

- Får vi så tre sejre i træk, så er der grobund for nogle ting. Men alt skal flaske sig, for vi har ødelagt det for os selv, så vi ikke selv kan styre det, siger Lars Christiansen.

Sejren over Makedonien giver dog masser af selvtillid i EM-truppen efter to nederlag i træk.

- Vi skal kæmpe til det sidste, så kan alt lade sig gøre. Det kan vi tage med fra den her kamp.

- Det var en kamp, hvor vi var hele spektret igennem med opture og nedture. Det så ikke for godt ud, men lige pludselig blev det en fantastisk oplevelse.

- Der er ingen tvivl om, at vi får selvtillid af at vinde sådan en kamp i sidste sekund. Ellers er vi et forkert sted. Det skal vi absolut udnytte, mener veteranen.

Danmark møder mandag Tyskland i den næste kamp i mellemrunden.

/ritzau/

Lars Christiansen mener, det er for tidligt at snakke om en dansk EM-semifinale efter sejren over Makedonien.

Offentliggjort Sidst opdateret