Veteran snupper dobbelt triumf i Vueltaen

Den spanske veteran Pablo Lastras hentede mandag en dobbelt triumf på 3. etape af cykelløbet Vuelta a España.

Den 35-årige rytter fra Movistar-holdet kørte på de sidste kilometer fra sine tre udbryderkolleger og vandt etapesejren.

Derudover kørte Pablo Lastras sig i løbets røde førertrøje på den 163 kilometer lange etape fra Petrer til Totan, en forholdsvis flad etape, der dog indeholdt to kategori-3-stigninger.

Et udbrud med blandt andre franske Sylvain Chavanel fik lov til at køre, og det lykkedes aldrig for feltet at indhente udbryderne.

Team Sky forsøgte ellers, og også danske Matti Breschel fra Rabobank-holdet var fremme og sætte et højt tempo.

Breschel endte som nummer seks på etapen, mens Leopard Treks Jakob Fuglsang blev nummer 16.

I sidste ende var Pablo Lastras for snu for de øvrige udbrydere, som ikke kunne blive helt enige om at optage forfølgelsen.

Pablo Lastras overtager føringen fra Leopard Trek-rytteren Daniele Bennati i den samlede stilling.

Sylvain Chavanel er nummer to, 20 sekunder efter spanieren, mens Jakob Fuglsang er på femtepladsen med et minus på 1,55 minutter.

Saxo Bank-Sungards Chris Anker Sørensen var blandt de ryttere, der mistede tid til hovedfeltet på etapen.

Veteranen Lastras, som hentede årets første spanske etapesejr i det store etapeløb, nåede med triumfen op på sin tredje etapesejr i alt i Vueltaen.

Pablo Lastras er med i den klub af ryttere, der har vundet etapesejre i de tre største etapeløb, Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España.

/ritzau/

Den spanske cykelrytter Pablo Lastras vandt 3. etape af Vuelta a España og kørte sig i førertrøjen.

Offentliggjort Sidst opdateret