Det kunne have været en dag på træningsbanen til forbundstræningen i Brøndby, men det var finalen i en af verdens største badmintonturneringer, da herredoublerne Mathias Boe/Carsten Mogensen og Lars Paaske/Jonas Rasmussen søndag aften tørnede sammen.
Den rent danske All England-finale i Birmingham endte efter en vanvittigt spændende kamp med seks matchbolde undervejs med en sejr på 21-23, 21-19, 26-24 til 34-årige Lars Paaske og 32-årige Jonas Rasmussen, som dermed fik deres største triumf sammen, siden de i 2003 blev verdensmestre samme sted.
Der herskede som ventet en underlig og mat stemning undervejs i den affolkede National Indoor Arena, hvor mange tilskuere var gået hjem efter de første fire finaler. Og de tilbageværende vidste ikke, hvem de skulle holde med.
Også på banen var spillet indledningsvis præget af fejl hos de to par, der kender hinanden til hudløshed. Boe og Mogensen bevarede et resultatmæssigt overtag i det meste af første sæt, men veteranerne kæmpede sig tilbage og kom foran 20-17.
Paaske og Rasmussen misbrugte dog de tre gyldne muligheder, men reddede senere en sætbold ved 20-21, hvorefter Carsten Mogensen afgjorde sættet, da han var skarp ved nettet.
Trods de brændte sætbolde kom Lars Paaske og Jonas Rasmussen flot ud til andet sæt, hvor de bragte sig foran 15-9. Boe og Mogensen kæmpede sig tilbage med flere lækre slag, og Mathias Boe leverede endnu et servees til 18-17, da han udplacerede Lars Paaske.
Alligevel vandt veteranerne sættet, da Jonas Rasmussen først præsterede et godt baghåndsslag, og Mathias Boe i den næste duel skød bolden i nettet.
Tredje sæt af den mere og mere velspillede kamp var længe helt lige, og de danske tilskuere lavede bølge for at hylde de fire på banen og holde stemningen i vejret.
Paaske og Rasmussen førte 11-9 ved sidebyttet og senere 17-12, men først ved 20-19 stod de med en matchbold.
Boe og Mogensen fik dog afværget og havde senere fire matchbolde, før veteranerne alligevel tog stikket hjem i den vanvittige kamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker