Veterankeeper viser klassen og fører Odense til ny sejr

Katrine Lunde viste sin klasse, da hun kom på banen efter pausen. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Odense havde problemer med Ikast, men 44-årige Katrine Lunde leverede vigtige redninger i slutfasen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Intet ser efterhånden ud til at kunne forhindre Odense Håndbold i at vinde grundspillet i kvindernes håndboldliga.

Efter den suveræne sejr over Team Esbjerg tidligere på måneden gjorde fynboerne det også af med den anden toprival, Ikast Håndbold, der blev slået 30-28 i egen hal.

Den norske veteranmålvogter Katrine Lunde kom på banen efter pausen og fik med ti redninger en afgørende rolle i en spændende afslutning.

Det var 20. sejr i 20 kampe for Odense, der har et forspring på seks point før de sidste seks kampe i grundspillet.

I første halvleg lignede det længe endnu en klar fynsk triumf. Ikast havde store problemer med returløbene og kunne ganske enkelt ikke følge med, når de letbenede gæster skruede tempoet i vejret.

Midtjyderne indkasserede syv mål på otte minutter, og med cifrene 2-7 på måltavlen tog træner Søren Hansen sin første timeout.

Det hjalp en smule, og Ikast kom bedre med. Der kom større sammenhæng i angrebsspillet, men kontakt blev der aldrig, fordi hjemmeholdet stadig lavede for mange fejl.

Det stod 18-14 ved pausen, men fra anden halvlegs start havde Ikast langt bedre fat.

Midtjyderne arbejdede sig tættere og tættere på, og seks minutter før tid sørgede Jamina Roberts for første gang for jævnbyrdighed på måltavlen ved 26-26.

Men Katrine Lunde, der havde afløst Yara ten Holte fra anden halvlegs start, viste klassen, da det gjaldt.

Hun leverede en afgørende redning på skud fra Andrea Loft ved Odense-føring 28-27, så Helena Elver kunne løbe op i den anden ende og give gæsterne et tomålsforspring.

Det var også Elver, der endelig afgjorde kampen med målet til 30-28 i de sidste sekunder.

/ritzau/