Sebastian Vettel nærmer sig endnu en VM-titel i Formel 1, efter at den regerende tyske verdensmester søndag vandt Det Belgiske Grand Prix på Spa-banen.
Tættest på at udfordre Vettel på Spa var holdkammeraten fra Red Bull, Mark Webber, der sammen med Jenson Button kæmpede med om sejren.
På de afsluttede omgange stod det dog klart, at ingen af dem var i stand til at overhale den suveræne tysker, der undervejs blev hjulpet godt på vej af en safety-car.
Den blev sendt på banen, da sidste års Spa-vinder Lewis Hamilton på 13. omgang kørte ind i barrieren i forbindelse med en overhaling og udgik af løbet. Vettel fik dermed mulighed for at rette op på en mindre god start med dækproblemer.
Netop Red Bulls dæk var et af de store spørgsmålstegn inden starten på Spa, da de havde givet Vettel og Webber problemer i lørdagens kvalifikation.
Men tyskeren var aldrig i tvivl om, at dækkene var gode nok til at sikre endnu en triumf til Red Bull.
- Der var en grund til, at vi havde tillid til vores dæk. Alternativet var, at vi skulle ændre hele bilens opsætning og starte fra pitten, siger Vettel.
Tyskeren, der nu har vundet syv grand prix-løb i år, får 25 VM-point for sejren og fører VM-stillingen med 259 point. Mark Webber er toer med 167 point.
Med syv løb tilbage skal meget gå galt for Sebastian Vettel, hvis VM-titlen skal glippe.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub