- Vi kommer derned for at vinde

Jordan Wilson er tilbage i Nykøbing FC's midterforsvar til aftenens hjemmekamp mod Kolding. Han var stærkt savnet senest i Viborg, hvor han sad ude med karantæne. Foto: Claus Hansen

Kolding-træner Anders Jensen har masser af selvtillid med til Nykøbing fredag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Kolding IF har taget 1. division med storm i sæsonens første seks kampe, hvor oprykkerne har vundet de fire og spillet en enkelt uafgjort og tabt senest 3-4 til Fredericia.

I aften skal koldingenserne så en tur til CM Arena i Nykøbing, og træner Anders Jensen ser frem til et spændende opgør.

- Vi kommer derned for at vinde. Vi har vist, at vi sagtens kan være med. Vi spiller vores chance, og så tror jeg også der ligger noget og venter til os, forudser Kolding-træneren, der er i gang med sin fjerde sæson i klubben.

- Som oprykker er det en fordel af kende sit hold og de spillere, man har med at gøre, når modstanden bliver hårdere end den er i 2. division, mener Anders Jensen, der ikke er nervøs for, at truppen mangler bredde for at stå distancen sæsonen ud.

Bred trup

- Mod HB Køge skiftede jeg fire mand ud fra kampen før og vandt alligevel, men man ser tit at oprykkere mister pusten i oktober og november, og det vil vi forsøge at undgå.

Han ser kampen mod Nykøbing FC, som en der sagtens kunne blive særdeles underholdende.

- Begge hold vil frem på banen og score mål, så der kan sagtens komme masser af chancer i begge ender. Så for os gælder det om at forsvare os bedre end sidst mod Fredericia, siger Anders Jensen, der har stor respekt for NFC's offensiv.

- De har en kvartet, der er rigtig dygtige, som vi skal holde et vågent øje med - også når vi selv har bolden, for de er rigtig dygtige på omstillinger, lyder skudsmålet fra Anders Jensen, der kommer til Nykøbing uden skader eller karantæner i sin trup.

Viborg er glemt

Nykøbing FC har ifølge træner Brian Rasmussen rystet de to seneste skuffelser mod Næstved og Viborg i søndags af sig, og trænede i går på kampbanen i CM Arena forud for aftenens kamp.

- Vi er kommet videre ovenpå i søndags. En gang imellem må man også bare anerkende, at modstanderen spiller godt og får lukket ned for vores styrker, og det skete i søndags, siger Brian Rasmussen, der er fuld af fortrøstning forud for mødet med Kolding.

- Udgangspunktet er, at vi skal ud og styre kampen og tage dirigentstokken på hjemmebane. CM Arena skal være et fort for os, og det skal vi ud og vise, siger Brian Rasmussen, der har en sund respekt for aftenens modstander.

- Det er et hold, som er kommet for at blive i 1. division. De har en offensiv tilgang til spillet, ligesom os selv. De kommer med masser af selvtillid efter en god start, lyder det fra Brian Rasmussen, der dog ser muligheder i kampen:

- Vi plejer at være dygtige mod hold som vil fremad banen, så jeg tror nemt, det kan blive en kamp ligesom mod Fremad Amager, hvor der er chancer til begge sider.

Wilson tilbage

Han kan igen råde over Jordan Wilson, der var stærkt savnet i Viborg. Forsvarsstyrmanden har overstået karantæne, og det betyder, at en af de øvrige spillere i bagkæden skal have et hvil på bænken.

Mathias Kristensen spiller heller ikke, da han ikke kan spille med den maske, der beskytter hans brækkede kæbe.

Der fløjtes op i CM Arena kl. 19:00, hvor der må forventes rift om parkeringspladserne rundt omkring stadion, da NFH møder København i hallen ved siden af kl. 20:00.