- Vi skal indstille os på tæsk

Sådan her kan det sagtens komme til at se ud i morgen, når Team Sydhavsøernes stregspiller Nichlas Bomholt skal slås med Otterups store midterforsvar. Foto: Jan Knudsen

Team Sydhavsøerne skal spille med musklerne i Otterup.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO - De er ekstremt fysisk stærke, og vi skal indstille os på at få tæsk.

Sådan siger Team Sydhavsøernes assisterende træner Nick Szwiec før morgendagens svære udekamp mod fynske Otterup.

- Formår vi ikke at give igen af samme skuffe, så får vi problemer, forudser han ydermere.

Det fynske hold bestående af primært arbejdsmænd med et par raketter på fløjene har formået at etablere sig i det brede midterfelt i 1. division gennem de seneste sæsoner, og især på hjemmebane i Otterup-Hallen kan de være ekstremt svære at have med at gøre.

Skal op i tempo

Det suveræne tophold Fredericia kom med nød og næppe fra Otterup med en etmålssejr for tre uger siden, og Nick Szwiec forventer da også en ganske svær kamp.

- Udover fysik skal vi bringe noget tempo ind i kampen. Det havde vi held med i den første kamp, hvor vi vandt forholdsvis sikkert, siger træneren og henviser til, at Team Sydhavsøerne slog Otterup ganske komfortabelt i Maribo-Hallen tidligere på sæsonen med 27-19.

Det nordfynske mandskab varierer meget i deres forsvarsformationer og kan godt finde på at gå frem i en 4:2-formation, ligesom de i angrebet praktiserer syv mod seks-spil i store dele af kampene, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.

- Går de frem i forsvaret, bliver Jonas Corneliussen og Kristian Lund Vukman nøglespillere for os, da de formår at vinde dueller i høj fart, forudser Nick Szwiec.

Team Sydhavsøerne har tabt de seneste to udekampe til henholdsvis Ajax og HEI, men er alligevel i kraft af to hjemmesejre avanceret til fjerdepladsen, da Odder har lidt pointtab, og den placering vil Nick Szwiec gerne forsvare.

Vil fastholde fjerdeplads

- Selv om målsætningen hedder top-5, så vil man gerne ende så højt som muligt, så vi går da efter fjerdepladsen, siger Nick Szwiec, der mener, at turneringen nu går ind i sin afgørende fase.

- Der venter nogle rigtig spændende kampe forude, hvor det hele skal afgøres, og jeg håber, at vi kan ramme et niveau, hvor vi kan være med i de kampe.

- Det har haltet lidt, efter vi har været ramt af sygdom for nogle uger siden, men jeg synes, vi er på rette vej, understreger Nick Szwiec, der sandsynligvis sender Lauritz Legér ned på andetholdet, men ellers har alle til disposition.

Der er kampstart i morgen kl: 15:00 i Otterup-Hallen, og Radio Sydhavsøerne sender direkte fra opgøret.