- Vi skal tro på et lille mirakel
Mathias Kristensen (tv) jagter sit tiende sæsonmål - og et lille mirakel - når Nykøbing FC møder Vendsyssel FF i sæsonens sidste hjemmekamp i CM Arena. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Siger Nykøbing FC's cheftræner, Claus Jensen, forud for sæsonens sidste hjemmekamp.
NYKØBING Efter nederlaget til Vejle tirsdag aften - det fjerde på stribe - var de fleste klar til at afskrive Nykøbing FC's minimale chancer for at overleve i 1. division.
De er stadig yderst minimale, men steg dog en anelse torsdag aften, da Skive helt uventet tog til Hvidovre og vandt 2-0.
Dermed er det stadig ikke definitivt afgjort, om det er Nykøbing FC eller Hvidovre, der skal følge FC Roskilde og Næstved ned i 2. division.
Men falstringerne har stadig et bjerg at bestige for at overleve, blandt andet fordi "bjørnene" er afhængige af andre resultater, de ikke har indflydelse på.
Sådan er scenariet
Scenariet for overlevelse er klar med to spillerunder tilbage. NFC skal vinde begge sine kampe over Vendsyssel FF (hjemme) og FC Fredericia (ude), mens Hvidovre skal tabe til Næstved (ude) og FC Roskilde (hjemme).
Nykøbing FC har fem point op til Hvidovre, men har brug for at overhale den københavnske forstadsklub på pointskalaen, fordi måldifferencen er 13 mål dårligere end konkurrentens.
- Selvfølgelig ser det svært ud, men så længe der er liv, kæmper vi for det, og vi skal tro på et lille mirakel, så der i hvert fald er spænding om udfaldet til sidste kamp, siger Nykøbing FC's cheftræner, Claus Jensen.
- Lige i øjeblikket er presset størst på Hvidovre, og vil vil gøre alt for at fastholde det pres så længe som muligt, siger NFC-træneren.
- Vi kan kun gøre det, vi selv har indflydelse på, og det handler om at fortsætte de gode spillemæssige takter fra de foregående tre kampe, og så selvfølgelige vinde kampen over Vendsyssel, pointerer Claus Jensen.
- Vi vil under alle omstændighder gerne give vore trofaste fans og en god afslutning på vore hjemmekampe, hvor jeg generelt synes, vi har spillet godt her i foråret, fastslår NFC-træneren.
Ny cheftræner
Vendsyssel kommer til Nykøbing uden at have noget på spil bortset fra ekstra penge fra tv-puljen med en bedre placering end den nuværende syvendeplads.
Nordjyderne meldte sig tidligt ud af oprykningskampen, og tre nederlag på stribe har næppe styrket selvtilliden i slutfasen af sæsonen.
Nedturen kostede Johnny Mølby jobbet som cheftræner midt på ugen, hvor han blev afløst af den relativt ukendte Lars Stensgaard.
- Jeg spekulerer ikke så meget på, hvad der sker i Vendsyssel. Det handler om, at vi holder fokus på vores egen præstation, siger Claus Jensen.
Han kan igen disponere over Jacob Egeris i centerforsvaret, mens gæsterne må undvære deres styrmand - og kaptajn - i defensiven, Søren Henriksen, der har karantæne efter sit røde kort i Viborg i tirsdags.
Dommer Peter Munch Larsen fløjter op til kick off i CM Arena søndag eftermiddag klokken 13.
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen