Vibe og Sisto fuldender Hareides landsholdstrup
Pione Sisto var på banen i flere af efterårets VM-kvalifikationskampe, blandt andet i udekampen mod Polen. (arkiv) Foto: Polfoto/Lars Poulsen
Polfoto/Lars Poulsen
Pione Sisto og Lasse Vibe tilslutter sig landsholdstruppen til VM-kvalifikationskampen mod Rumænien.
Landstræner Åge Hareide har fundet de sidste to brikker i sit offensive puslespil forud for VM-kvalifikationskampen mod Rumænien senere på måneden.
Hareide har fredag udtaget Pione Sisto og Lasse Vibe, og dermed er landsholdstruppen oppe på de annoncerede 23 spillere.
Landstræneren udtog i første omgang kun 20 spillere og varslede samtidig, at han ville se nærmere på forskellige alternativer til de sidste tre pladser.
I mandags supplerede han truppen med Kasper Dolberg, der har vist fin form på det seneste, og fredag er der altså sat navne på de sidste to spillere.
Så sent som torsdag aften spillede Pione Sisto hele kampen på Celta Vigos venstre kant, da den spanske klub kvalificerede sig til kvartfinalerne i Europa League med en 2-0-sejr ude over Krasnodar.
I den spanske liga har han fået spilletid i 22 kampe i denne sæson, hvor han er noteret for tre mål.
30-årige Lasse Vibe har efter nytår fået gang i målscoringen for Brentford i den næstbedste række i England. Vibe er i alt noteret for otte ligamål, hvoraf de seks er scoret i 2017.
Det er første gang, han er udtaget til A-landsholdet siden træningsturneringen i Japan sidste sommer.
Fredagens udtagelser betyder, at der ikke er plads til folk som Pierre-Emile Højbjerg og Viktor Fischer, medmindre truppen bliver ramt af skader inden kampen 26. marts.
Begge spillere har været fast bestanddel af truppen i Hareides regeringstid, men har i de seneste måneder ikke fået meget spilletid i deres engelske klubber.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde