Viborg ærgrer sig over diskutabelt OB-mål
Det lignede angiveligt et frispark, da Bashkim Kadrii fra OB trådte over bolden og ramte Viborgs Christopher Poulsens ben i sekunderne inden, at selvsamme Kadrii helflugtede bolden i mål til 2-0 i OBs 4-2-sejr over Viborg søndag eftermiddag.
Efter at Kadrii havde haft kontakt med Poulsen, lavede OBs Rasmus Falk en følt aflevering til Kadrii, der nu stod udækket, mens Christopher Poulsen lå i græsset.
- Jeg vidste ikke engang, det var Bashkim, der også scorede på den. Jeg oplevede det som en bold, jeg ville cleare. Han trådte så over bolden og stemplede mig ind på foden.
- Nogen vurderer, at det skulle have givet direkte rødt. Men jeg har ikke selv set den igen, understreger Viborg-backen Christopher Poulsen.
På grund af en knæskade, som Bashkim Kadrii pådrog sig senere i kampen, kunne han ikke udtale sig til pressen efter kampen. Det gjorde hans cheftræner i stedet for ham:
- Jeg er ikke i stand til at vurdere situationen bedre end dommeren, men jeg kunne godt have forstået det, hvis han dømte frispark. Men lidt ligesom, når han ikke dømte straffespark til Bashkim Kadrii i situationen, hvor han blev skadet, så må jeg forvente, at dommeren stod bedre placeret, siger Troels Bech.
Han refererer til en episode mellem de selvsamme to spillere i feltet, hvor Kadrii blev skadet efter en umiddelbart ufarlig duel mellem de to spillere.
Viborgs cheftræner ville ikke skælde ud over det manglende frispark, men ærgrede sig i stedet over, at situationen opstod:
- Jeg er irriteret over, at vi ikke bare får sparket bolden væk. Vi må spille, til fløjten lyder. Det er afgørende for os, at vi får det mål imod os, og det skete for mange gange i kampen, at vi gjorde det for nemt for dem, siger Ove Christensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned