Hvis Mette Klit gør det godt som midlertidig cheftræner for Viborgs håndboldkvinder, kan der ligge et permanent job som chef til den forfremmede assistent.
Det fastslår Viborgs direktør, Peter Cassøe.
- Det kunne sagtens være en mulighed, og det er den gulerod, hun har foran sig. Hvis hun gør det rigtigt godt og får tingene til at få fungere, og hvis vi kan se fremtidsmuligheder, så er det oplagt, at vi kigger på Mette, siger Peter Cassøe til Ritzau.
Mette Klit blev mandag forfremmet fra assistenttræner til cheftræner, da Viborg skilte sig af med træner Jakob Vestergaard.
Mette Klit får den tidligere storspiller Heidi Astrup som assistent i de vigtige slutspilskampe, og Peter Cassøe har stor tiltro til det nye trænerteam.
- Mette har den hårdhed, der skal til, i forhold til at være konkret og direkte. Heidi har en fantastisk viden om sporten, specielt omkring angrebsspillet, og hun kender klubben. Den cocktail, tror vi på, kan være med til at få holdet til at stå sammen, siger direktøren.
Jakob Vestergaard meddelte i sidste måned, at han efter denne sæson vil søge nye udfordringer. Tidligere mandag blev det offentliggjort, at han fra næste sæson skal være cheftræner for Aalborg Håndbolds herrehold.
Peter Cassøe påpeger, at Viborg-holdet allerede var begyndt at skrante og var røget ud af Champions League, da Vestergaard meddelte, at han ville forlade Viborg.
Direktøren erkender samtidig, at Vestergaards jobskifte har haft indflydelse på beslutningen om at skifte træner.
- I den proces, vi er i nu, påvirker det da. Det betyder selvfølgelig et eller andet, også mentalt. Så når manden har sagt sin stilling op, og med de resultater, vi har haft, så synes vi, at der skal ske noget nu, siger Peter Cassøe.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker