Viborg-chef åbner for at erstatte rekordsalg internt
Daniel Anyembe spillede hele kampen mod Vejle på højre back. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Viborgs sportschef, Mads Agesen, mener ikke nødvendigvis, at Viborg skal på markedet efter en ny højre back.
Viborg FF satte torsdag en ny transferrekord, da holdet solgte den 20-årige højreback Anton Gaaei til Ajax fra Holland.
Anton Gaaei var en af de helt store profiler i klubben i sidste sæson, men trods tabet af højre backen mener klubbens sportschef, Mads Agesen, ikke nødvendigvis, at klubben er nødsaget til at erstatte ham på transfermarkedet.
- Det bliver rigtig svært at erstatte Gaaei én til én, så det må vi gøre på vores egen måde. Jeg er sikker på, at vi nok skal løse den del, da vi har to fine højre backs i Daniel Anyembe og Srdjan Kuzmic. Jeg synes, at vi er godt dækket ind på positionen.
- Kampen mod Vejle viste, at vi godt kan erstatte Anton Gaaei internt, men vi er naturligvis på markedet for at se på, hvordan vi kan forstærke vores hold, siger Mads Agesen.
Viborg vandt mandag 2-1 over Vejle, og her spillede Daniel Anyembe hele kampen på højre back.
Mads Agesen ser frem mod en spændende afslutning på transfervinduet.
- Jeg håber, at vi har solgt den sidste spiller i dette transfervindue, og så må vi se på, hvordan vi skal forstærke os yderligere.
- Vi forsøger at få truppen til at være lige så stærk, som den var i sidste sæson. Jeg håber, at vi i hvert fald er stærkere på bredden, men det er svært at erstatte de bedste én til én, når man mister tre topspillere, siger sportschefen.
Ud over Anton Gaaei er det profilerne Elias Achouri og Clint Leemans, der ligeledes har forladt klubben i sommerens transfervindue.
Førstnævnte er blevet erstattet af den portugisiske kantspiller Serginho, der scorede sit første Viborg-mål i sejren mod Vejle, og han er en fuldgod erstatning for Achouri ifølge Mads Agesen.
- Jeg synes allerede, at Serginho har vist, at han kan gå ind og erstatte Elias Achouri. Han har på rekordtid vist et rigtig højt niveau, og samtidig ved vi også, at han kan lægge meget mere på.
Transfervinduet smækker i ved midnat den 1. september, så Mads Agesen og Viborg har lidt tid endnu til at handle.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker