Viborg HK's kvinder er på vej mod et flot comeback til den europæiske håndboldtop efter sidste sæsons tidlige exit i Champions League.
Viborgensernes vej til gruppespillet i den nye udgave af turneringen går over to kvalifikationskampe, hvoraf den første blev vundet lørdag med 24-17 over russiske Rostov Don.
Viborg var ellers bagud 10-11 efter en første halvleg, hvor de fysisk stærke russere fik lukket effektivt ned for den danske offensiv.
Rikke Skov og Grit Jurack kunne slet ikke passere den tidligere GOG-keeper Inna Suslina i russernes mål, og det kneb med de gode idéer.
Træner Martin Albertsen fik dog rettet op på fejlene i pausen, og midtvejs i anden halvleg begyndte Viborg at trække fra.
Samtidig svandt kræfterne hos russerne, der har den tidligere Slagelse-fløj Emilia Turey og det nye stjerneskud Anna Sen i truppen.
Derfor kunne viborgenserne til sidst løbe fra russerne og sikre sig sejren.
Eneste tilbageværende forhindring for Viborg på vej mod Champions League-billetten er søndagens finalekamp ved kvalifikationsstævnet, der spilles i Grenaa.
Her bliver modstanderen enten Cluj fra Rumænien eller Zajecar fra Serbien, der har de tidligere profiler fra Dame Håndbold Ligaen Marta Mangue Gonzales og Jelena Eric på holdet.
Randers HK forsøger også at kvalificere sig til gruppespillet i denne weekend. Det går indtil videre også efter planen med en sejr på 34-19 over hollandske Dalfsen.
Randers skal dog også vinde en finalekamp søndag, hvis pladsen skal sikres.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker