Viborg forlænger stime og sætter AaB tilbage
Viborg FF er ubesejret i otte ligakampe i træk efter 3-1-sejren over AaB. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Viborg gjorde tilværelsen svær for AaB i bunden af Superligaen, da midtjyderne udbyggede pointstime.
Viborg FF sendte mandag aften AaB et skridt tilbage i overlevelseskampen. Med en sejr på 3-1 i Aalborg brød midtjyderne nemlig nordjydernes stime efter fire kampe uden nederlag.
Samtidigt udbyggede Viborg sin stime med pointhøst i Superligaen til otte kampe i streg.
AaB ligger nu med 14 point på 11.-pladsen i Superligaen og har tre point op til Brøndby over stregen. Viborg har fra andenpladsen tre point op til FC Nordsjælland.
Efter en stærk start fra nedrykningstruede AaB var det topholdet Viborg, som viste de største fodboldmæssige kvaliteter og det spilmæssige overtag i opgøret.
Hjemmeholdet tog tidligt initiativ i opgøret. Her stod 24-årige Marco Ramkilde gennem første halvleg for en stor del af de offensive indsatser i sin startdebut på Aalborg Portland Park efter tilbagekomsten til AaB.
Det gav pote efter et kvarter, hvor Allan Sousa sendte et velplaceret indlæg ind i feltet, hvor angriberen tårnede op og satte hovedet på. Selv om Lucas Lund i Viborg-målet fik hånden på, var det ikke nok til at afværge AaB-scoringen
Scoringen satte gang i gæsterne, og der gik kun syv minutter, inden midtjyderne svarede igen. En lang tværaflevering fra Anton Gaaei endte ved Jay-Roy Grot, som sendte den forbi AaB's unge Theo Sander fra klos hold.
Et decideret drop fra den 17-årige målmand kastede med 20 minutter igen føringsmålet, som var under opsejling, af sig.
Clint Leemans forsøgte med et skud fra distancen, som Theo Sander dykkede ned efter. I stedet for en redning kom keeperen skævt ned i bolden og sendte den i eget net.
Ti minutter senere udbyggede Jakob Bonde føringen med et skud fra distancen, som Sander ikke formåede at vippe væk trods en hånd på bolden. Her så den unge målmand igen uheldig ud.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker