Viborg fortryder kontrakt med mystisk hollænder
Viborgs fans har endnu ikke set Bernio Verhagen i aktion. Spørgsmålet er, om de kommer til det. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Set i bakspejlet ville Viborg ikke have hentet Bernio Verhagen, som ingen i klubben har set spille.
Fodboldklubben Viborg fortryder aftalen med hollænderen Bernio Verhagen, der blev præsenteret som ny spiller i klubben tidligere på måneden.
Det har vist sig, at 25-årige Verhagen ikke har spillet en eneste professionel kamp, og at flere af de klubber, hvor han hævder at have været på besøg, ikke kender ham.
- Set i bagklogskabens lys ville vi naturligvis gerne have ageret anderledes tidligere i forløbet og ikke have haft blind tillid til anbefalingen på spilleren, skriver Viborg på sin hjemmeside.
I fredagens B.T. siger sportschef Jesper Fredberg, at Verhagen blev hentet til klubben for at pleje et netværk.
Viborg bekræfter, at ingen i klubbens sportslige ledelse havde set Verhagen spille, inden man udstyrede ham med en kontrakt.
- I denne sag er spilleren hentet på helt anden vis end normalt. Verhagen er alene hentet på baggrund af agentfirmaets anbefaling, og uden at vi på forhånd havde set Verhagen spille.
- Det var et sats, men et sats uden nogen former for økonomisk risiko for klubben, lyder det.
I B.T. siger Verhagen, at han har fået kontrakt, efter at Viborg har set ham an til træning.
- Jeg har en kontrakt i en professionel klub, der har bedt mig om at træne, inden jeg fik en kontrakt. Hvis jeg ikke var god nok, ville Viborg ikke skrive under med mig.
- Viborg er ikke en dum klub, som henter spillere, der ikke kan spille fodbold, siger Bernio Verhagen.
Men den påstand tilbagevises af den midtjyske klub.
- Bernio Verhagen er i dagens udgave af B.T. citeret for at have prøvetrænet to-tre dage i Viborg FF før kontraktunderskrivelse. Dette er ikke korrekt, lyder det fra klubben.
Viborg arbejder nu på en "løsning for fremtiden med Bernio Verhagen".
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker