Viborg fyrer træneren efter nederlag til LFA

Viborg FF's svenske cheftræner Hans Eklund er fyret med øjeblikkelig virkning. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

- Vi har valgt at gøre brug af en opsigelsesklausul i Hans Eklunds kontrakt. Det betyder, at han stopper i VFF med det samme, fortæller VFF-direktør Morten Jensen, som begrunder afskedigelsen med svigtende resultater.
- Vi fik en fantastisk start på Viasat Divisionen, men gennem det seneste lange stykke tid er det gået ned ad bakke, og i de sidste otte kampe (seks i efteråret og to i foråret, red.) har vi kun fået otte point, og det er ikke godt nok, når vi kæmper for at rykke op i SAS Ligaen, siger Morten Jensen til Viborg Stifts Folkeblad.

Hans Eklund selv er rystet over VFF-ledelsens beslutning.
- Jeg er stadig lidt i chok, må jeg sige. Klubbens målsætning er oprykning, og lige siden turneringens tredje runde har VFF ligget på en oprykningsplads, og det gør holdet stadig, men alligevel er jeg blevet fyret. Jeg synes, det er en underlig beslutning, ledelsen har truffet, siger en dybt skuffet Hans Eklund til Viborg Stifts Folkeblad.
/ritzau/




Viborgs træner Hans Eklund er med øjeblikkelig virkning blevet fyret.

Offentliggjort Sidst opdateret