Viborg og Nordsjælland deler i jævnbyrdig topkamp
Viborg FF og FC Nordsjælland gav hinanden en jævnbyrdig kamp. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Viborg og FC Nordsjælland tog point fra hinanden i Superligaens topstrid ved at spille uafgjort 1-1.
Formstærke Elias Achouri scorede for tredje kamp i træk, da Viborg søndag spillede 1-1 hjemme i en lige topkamp mod FC Nordsjælland i Superligaen.
Begge mandskaber havde gode perioder, og særligt Viborg-defensiven spillede godt og var medvirkende til pointdelingen i topkampen.
Resultatet betyder, at FCN nu har 40 point, hvilket fastholder mandskabet på førstepladen. Viborg er fortsat tre point efter.
Kampen startede lige, og ingen af de to hold spillede sig frem til store chancer.
Viborg-defensiven stod kompakt og spillede med stor ro, hvilket gjorde det svært for FCN for alvor at blive farlige.
Selv om gæsterne sad mest på bolden, bød værterne sig også til offensivt. Særligt kantspilleren Elias Achouri var et giftigt islæt.
Efter 36 minutter fik gæsterne dog dirket Viborg-forsvaret op. Nordsjælland-backen Daniel Svensson krøllede med indersiden flot bolden over i det lange hjørne og sendte FCN i front.
Hjemmeholdet kom godt ud til anden halvleg, og efter 51 minutter var Viborg-kanten Ibrahim Said tæt på at udligne, da han headede bolden på stolpen.
Værterne fortsatte presset, hvilket gav pote efter 66 minutter. Den indskiftede angriber Renato Junior satte en kontra i gang og fandt en fri Elias Achouri, som nemt kunne prikke bolden i mål til 1-1
Der var chancer i begge ender mod slutningen af kampen, og Viborg var centimeter fra sejren, da bolden på ny ramte stolpen dybt inde i overtiden.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker