Viborg HK fik lørdag papir på, at holdet er Europas bedste klubhold med sejren i Champions League. Og nu er holdet også godt i gang med at sikre sig titlen som Danmarks bedste for 13. gang
I den første DM-finale mod Randers vandt holdet således hjemme i Viborg Stadionhal med 36-31 i en kamp, hvor gæsterne ellers kæmpede bravt mod overmagten.
Randers var med i det første kvarter, hvor især storspil af den brasilianske keeper Chana Masson var en medvirkende årsag til, at Viborg havde svært ved at score.
Og da veteranen Katrine Fruelund samtidig sled sig igennem, og Mie Augustesen fik bolden puttet ind fra fløjen, var Randers, der er i sin første DM-finale nogensinde, foran med 12-11 efter et kvarter.
Men så tog hjemmeholdet ellers fat. Cristina Varzaru nettede tre gange i træk, og Bojana Popovic, Henriette Mikkelsen og Kristine Lunde-Borgersen vågnede op, så holdet lynhurtigt bragte sig foran 20-13. Ved pausen førte Viborg 21-15.
I anden halvleg fik Viborg langt mere modstand. Allerede i de første minutter kom Randers faretruende tæt på, og efter knap 10 minutter udlignede gæsterne til 22-22. Hjemmeholdet virkede rådvild og glemte at løbe ordentligt retur, og det betød, at de to hold et langt stykke ind i anden halvleg spillede lige op.
Men i de sidste syv minutter bragte Viborg ro over feltet ved at tage føringen og således vinde med fem mål.
Returkampen spilles allerede lørdag i Elro Arena i Randers.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde